Introduktion til området

Frederiksberg slot.
Frederiksberg slot. / Wikipedia

Butikslivet er sprudlende og udvalget enormt på Frederiksberg, og med til bybilledet hører en lang række velbesøgte årligt tilbagevendende begivenheder. Ti dage i august løber madfestivalen Copenhagen Cooking & Food Festival ad stablen. Her får butiksindehavere, borgere, madprofessionelle og de såkaldte gastro-turister sanseoplevelser for alle pengene. Du kan fx opleve en række madbegivenheder, ikke mindst et af festivalens højdepunkter, som er Høstfesten på Frederiksberg Allé. Her bespiser producenter, forhandlere og restauratører cirka 1.000 madgæster med det bedste fra by og land på et 400 meter langt fællesbord midt på alleen. Madfestivalen samler gastronomi, fødevarer og detailhandel i skøn forening til en masse events, spontane street diners, pop-up-restauranter og private gourmetmiddage giver deltagerne mulighed for at vælge mellem et hav af unikke madoplevelser og få et sjældent kig i kødgryderne, når kokkene folder sig ud. Madfestivalen har eksisteret siden 2005, men var i 2016 større end nogensinde. Den dynamiske scene for gastronomi har udviklet sig, og det har fået et nyt partnerskab mellem Copenhagen Cooking og Food Organisation of Denmark (FOOD) til at spire, og de to non-profit foreninger arrangerer festivalen sammen. Men Frederiksberg er ikke kun for de madglade, men også for kunst- og naturelskere, se bare KU.BE, det nye kultur- og bevægelseshus på Flintholm, hvis opgave består i at opnå status som et mødested, der formidler kultur- og bevægelsesaktiviteter, events, workshops og begivenheder af høj kvalitet. KU.BE slår dørene op til det 3.800 kvadratmeter store mødested den 2. september 2016, og der er høje forventninger til, at mødestedet vil indføre banebrydende måder at tænke kultur og bevægelse sammen på både indenfor og udenfor huset. Frederiksberg har flere store grønne områder som Frederiksberg Have, Søndermarken og ZOO, og spørger man indbyggerne i byen, vil de blandt andet sige, at det bedste ved at bo på Frederiksberg netop er alt det grønne, og at der er højt til loftet.

Områdets historie

Teater.
På bileldet ses teatret på Frederiksberg. / Wikipedia

Det lysegule italiensk inspirerede lystslot på Roskildevej er et af Frederiksbergs historiske vartegn. I årene 1692-93, da kronprins Frederik var på sin første dannelsesrejse til blandt andet Italien, blev han meget fascineret af de italienske barokvillaer, og han gjorde skitser af både sommerpalæer og lysthuse. Da han kom hjem, forholdt det sig så heldigt, at han kunne disponere over en mindre gård ved den nuværende Frederiksberg Runddel, og han gik straks i gang med at realisere sine skitser, han ville have sit eget italienskinspirerede lyst- og sommerslot. Frederik havde penge på lommen, og faderen, Christian V sørgede for, at kronprinsen fik udbetalt godt og vel 14.000 rigsdaler, og dermed kunne tage første spadestik til opførelsen af det lille slot på Valby Bakke. Der lå ganske vist fem bronzealderhøje i forvejen, men dem lod man fjerne. Bygmester og muligvis også arkitekt, Ernst Brandenburger havde bevist sit værd som barokarkitekt i forbindelse med moderniseringen af Clausholm Slot ved Randers, og fik nu sin første store opgave i København. Arbejdet begyndte i 1699 og var tilendebragt i 1703. I mellemtiden var Christian V død og Frederik selv blevet konge (Frederik IV). Nu havde han direkte adgang til statskassen, og det var såre praktisk, fordi allerede fem år senere nåede han frem til den erkendelse, at Frederiksberg Slot ikke var en konge værdigt – dertil var det for klejnt. Derfor blev slottet forhøjet med to etager, og der blev opført to tværfløje på de to gavle, så slottet fik form som et H. Mens Christian VI var i gang med at bygge Christiansborg Slot, boede han på Frederiksberg Slot, og det nødvendiggjorde endnu en udvidelse. I forlængelse af tværfløjene opførte Laurids de Thurah i årene 1732 til 1738 to lange, kurvede fløje med buegange ud mod gården. De blev forbundet med et porthus, og slottet fik dermed det udseende, som det har i dag. Det fik dog først den umiskendelige gule farve i 1799. Indvendigt er den barokke stukkatur og loftmalerierne bevaret, herunder den danske maler (af fransk herkomst) Benoît Le Coffres berømte tableau En maskerade fra 1704, som pryder loftet i midtersalen, der kaldes Rosen.

Områdets infrastruktur

Falkoner Alle.
Attraktivt butikslokale på Falkoner Alle.

Med butikslokaler beliggende på Frederiksberg, så har du metronettet, S-togsnettet og bybusserne tæt på. På den måde kommer du nemt til og fra butikken, ligesom dine kunder hurtigt kommer til dine butikslokaler med den kollektive transport. Motorvejsnettet ligger et stykke fra Frederiksberg, og det betyder, at man i bil fra syd nemmest kommer til byen via Folehaven, forbi Toftegårds Plads i Valby og videre ad Roskildevej forbi ZOO til Nordre Fasanvej. Mod nord og vest er Frederiksberg afgrænset af S-banen med stationerne Ålholm, KB Hallen, Flintholm, Grøndal og Fuglebakken og mod nordøst af Åboulevard. I den vestlige del ligger også Peter Bangsvej Station og Metroen gennemskærer Frederiksberg fra vest til øst. Mod øst afgrænses Frederiksberg af Sankt Jørgens Sø. Frederiksbergs infrastruktur er udbygget og velfungerende, og det vil man kunne mærke med butikslokaler her i byen. Med Cityringen, som åbner i juli 2019, får Frederiksberg tre nye metrostationer. Og Cityringen vil derudover forbinde Frederiksberg med Københavns Hovedbanegård, Indre By, Østerbro, Nørrebro og Vesterbro med sine 15,5 kilometer lange underjordiske tunneler. Den nye metrolinje får i alt 17 underjordiske stationer, og på to af stationerne, Frederiksberg og Kongens Nytorv, vil du kunne skifte til de eksisterende metrolinjer. Metroen vil ligesom den eksisterende metro have hyppige afgange og køre uden en egentlig køreplan. Gennemsnitsfarten vil være 40 kilometer i timen inklusiv stop på stationerne, og det vil tage 24 minutter at køre hele Cityringen rundt. I slutningen af 2019 åbner Nordhavnslinjen og i 2023 Sydhavnslinjen, hvorefter det vil blive endnu nemmere at komme til og fra Frederiksberg fra Københavns øvrige bydele.

Erhvervs- og forretningsliv

Frederiksberg.
Bentzonsvej og Langelands plads. / Wikipedia

Dine butikslokaler er din butiks ansigt mod verden, hvorfor valget af butikslokaler er afgørende i forhold til markedsføring af dit brand og din butiksvarer, og der er flere ting at være opmærksom på, når der skal vælges butikslokaler, da butikkens omgivelser er med til at styrke butikkens image og dermed tiltrække kunder, også fra Frederiksbergs opland. Derfor er det værd at overveje, om butikslokalerne sender det signal, du ønsker. Der skal være harmoni mellem dit brand og butikslokalernes placering, størrelse og indretning. Butik kommer i øvrigt af det franske ord boutique, og anvendes typisk om et fysisk sted, men i stigende grad også om internetbutikker. Nogle butikker sælger kun bestemte varer, mens andre butikker sælger varer inden for flere forskellige varekategorier. Supermarkeder har fx et meget bredt sortiment, der dækker mange kategorier. Frederiksberg er byen i byen med købestærke indbyggere og med meget at byde på, et levende restaurationsliv og et blomstrende butiksliv, der bugner af dansk og international mode, genbrugsguld, brugskunst og møbeldesign. På Lokalebasen kan du se og læse mere om ledige butikslokaler til leje på Frederiksberg. Er dine butikslokaler beliggende på Frederiksberg, så finder du Aldi, Fakta, Føtex, Irma, Kvickly, Lidl, Netto, Rema 1000, SuperBest og Superbrugsen inden for gåafstand. Shopping foregår typisk i byens internationalt anerkendte FRB.C Shopping, bedre kendt som Frederiksberg Centret eller i de mange lokale butikker på handelsstrøgene rundt i byen. Her kan du samtidigt opleve byens puls og gå på opdagelse i de lokale butikker. Frederiksberg er rig på konceptbutikker med lokalt håndværk og med et meget stort udbud af varer, som er sammensat af butiksindehaverne ud fra deres personlige favoritter, standarder og erfaringer. Her sælges kun det bedste, fordi de lokale indbyggere efterspørger kvalitet, og har en gennemsnitsindkomst, der ligger pænt over landsgennemsnittet. På Frederiksberg er shopping forbundet med oplevelser. Derfor findes der her et stort udbud af butikker med egne brands, som hver dag tiltrækker besøgende langvejs fra, fx kan håndsyede bælter, designet af lokale Graae Copenhagen, købes hos Zornig på Gl. Kongevej. SOULLAND er et mærke for unge, som har hovedkontor på Frederiksberg og af lokale tøjmærker af tøj til børn nævnes Milibe på Gl. Kongevej og Cam Cam, der har showroom i Allégade tæt ved Rådhuset. Af lokale hudplejeproducenter findes Rudolph Care v/Andrea Elisabeth Rudolph, og hendes produkter kan blandt andet købes hos Greenskin på Gl. Kongevej. Frederiksberg er også stedet, hvor man kommer for at nyde en god øl, og byen har naturligvis også sit eget ølmærke fra Frederiksberg Bryghus. Den særlige Frederiksberg-øl kan blandt andet erhverves i bryggeriets egen butik på Nordre Fasanvej. I den sammenhæng kan også nævnes den lokale og anerkendte gin, Geranium, som blandt andet kan købes hos Juuls Vin & Spiritus på Værnedamsvej. Af lokale keramikere findes Helle Gram Keramisk Design, der har adresse i Allégade.

Købekraften i området

Handel Frederiksberg.
Der er fremgang i købekraften på Frederiksberg. / Shutterstock

Der er rift om de eftertragtede butikslokaler på Frederiksberg, som har noget nær landets mest købestærke klientel, og påtænker du at leje butikslokaler i Frederiksberg Kommune, så er det interessant at vide noget om købekraften og indtægtsniveauet i byen, da begge dele kan have indflydelse på din butiks omsætning og vækstpotentiale. Købekraften på Frederiksberg ligger generelt pænt overmiddel, og den disponible indkomst i kommunen indtager en 88. plads i en sammenligning af alle 98 danske kommuner (hvor placering 98 er den højeste), foretaget af Danmarks Statistik. Ifølge sammenligningen er den årlige disponible gennemsnitsindkomst i Frederiksberg Kommune 238.371 kroner (2014). Den er lavest på øerne, hvor beboerne på Langeland har landets laveste disponible indkomst og Gentofte den højeste. Den disponible indkomst er det beløb, en person har tilbage til forbrug eller opsparing efter betaling af direkte skatter, arbejdsmarkedsbidrag, underholdsbidrag og renteudgifter. Huspriserne på Frederiksberg er et andet udtryk for, hvor mange penge folk har til forbrug og investering, og huspriserne på attraktive Frederiksberg har stort set altid ligget højt, og er over en femårig periode, som landets eneste kommune, steget med 74 procent. De reelle huspriser i området og ikke kun til-salg priserne siger noget om det generelle niveau. I første kvartal af 2016, var kvadratmeterprisen på parcel- og rækkehuse (i postnummer 2000) 36.152 kroner per kvadratmeter, hvilket er et fald på 16,21 procent i forhold til fjerde kvartal 2015. Tallene er baseret på, at der blev foretaget ni (9) hushandler i første kvartal 2016. Til gengæld er kvadratmeterprisen for ejerlejligheder i samme periode steget med 2,39 procent til 36.937 kroner per kvadratmeter, og der er handlet 204 ejerlejligheder på Frederiksberg i første kvartal 2016. Med butik på Frederiksberg er konkurrencen stor, men omsætnings- og vækstpotentialet tilsvarende godt.

Parkeringsmuligheder

Med butikslokaler på Frederiksberg, kan det være relevant at vide noget om parkeringsforholdene i byen. Søger du efter ledige kontorlejemål på Lokalebasen får du oplyst, om der er tilknyttet parkeringspladser eller om der er mulighed for leje eller tilkøb af pladser i nærheden af kontorerne. Alle offentlige veje på Frederiksberg indgår i én fælles parkeringszone. Det betyder, at du kan parkere gratis i to timer de fleste steder på Frederiksberg. Her et digitalt kort over parkering på Frederiksberg. På kommunens hjemmeside Frederiksberg kan du bestille parkeringslicens eller -billet, tjekke parkeringsafgifter (og betale eventuelle parkeringsafgifter), parkeringskontrol, parkeringsregler, andre parkeringsmuligheder samt handicapparkering. Her kan du også se en oversigt over private fællesveje og få en vejledning til, hvordan du bevæger dig rundt på Frederiksberg. Udover parkering på Frederiksbergs veje findes der også andre parkeringstilbud. Du kan fx parkere ved Forum, hvor Frederiksberg Kommune ejer grunden bag Musikkonservatoriet, som indtil videre indgår i to timers-parkeringszonen, hvor man kan parkere med en erhvervs- eller beboerlicens. Der er både indkørsel til grunden fra Julius Thomsens Gade og Jakob Dannefærds Vej. På parkeringspladsen ved KU Science – den tidligere Landbohøjskole – må du parkere med en parkeringslicens mellem klokken 16.00 og 08.00 på hverdage, lør-, søn- og helligdage. På parkeringspladsen ved CBS på Solbjerg Plads må du parkere alle dage fra klokken 00.00 til 24.00, hvis du har en parkeringslicens hertil og på parkeringspladsen ved CBS ved Dalgas Have må du parkere mandag til fredag fra klokken 17.30 til 07.30, ligeledes kun med parkeringslicens. Og på parkeringspladsen ved CBS på H.V. Nyholmsvej må du – hvis du har en parkeringslicens – parkere mandag til fredag fra klokken 17.30 til 07.30, lørdage, søndage og helligdage.

Udvikling i området

Frederiksberg have.
Frederiksberg have. / Wikipedia

Med butikslokaler på Frederiksberg, vil din butik blive en del af en kommune i vækst. Når Frederiksberg Kommune skal udvikle byens fysiske rammer, er man meget bevidst om, at det gælder om at fastholde de kvaliteter, som allerede findes i byen. Lokalplanerne lægger desuden vægt på, at man på grund af Frederiksbergs størrelse griber udviklingen an på den rigtige måde. Det betyder fx, at der skal der indgå grønne elementer, når der bygges nyt, og der arbejdes på, hvordan Frederiksberg skal udvikles i forhold til boligbehov, erhverv, infrastruktur med mere. Nogle af de virksomheder, der har været med til at præge Frederiksbergs udvikling er Codan, Royal Copenhagen, Den Kongelige Porcelænsfabrik, Bing & Grøndal, Georg Jensen (i dag kun fabrikssalg) og McDonald’s danske hovedkontor. Codan er et af Skandinaviens største forsikringsselskaber, som tilbyder erhvervs- og privatforsikringer og sundhedsforsikringer, og som årligt hjælper omkring 340.000 husstande i Danmark og 50.000 små og store virksomheder med godt 200.000 skader. Virksomheden har i alt cirka 3.200 medarbejdere i Skandinavien og omkring 1.300 medarbejdere i Danmark. Codan er en del af RSA Group, der er et af verdens største forsikringsselskaber inden for skadeforsikringer. RSA beskæftiger omkring 19.000 mennesker, der betjener 17 millioner kunder i omkring 140 lande. For Codans kunder i Danmark betyder det, at selskabet er repræsenteret og kan hjælpe over hele verden. Men det betyder også, at Codan har adgang til en stor, international vidensbank, som positivt påvirker udviklingen af danske forsikringstilbud. Royal Copenhagen har et stort fabriksudsalg i den gamle porcelænsfabrik på Søndre Fasanvej, hvor man mandag til lørdag kan lade sig friste af anden sortering og udgående klassikere fra Bing & Grøndal og Georg Jensens sortimenter. Flere af de virksomheder, som har præget landets udvikling, fik deres begyndelse på Frederiksberg, herunder Danmarks Radio, som fra 1939 til 2008 holdt til i Radiohuset på Rosenørns Allé og bryggerierne Marstrands (senere Kongens Bryghus), Ny Bryghus, Svanholm og Frederiksberg samt Frederiksberg Gasværk og Frederiksberg Papirfabrik, foruden Carl Lunds Fabrikker, emaljevarefabrikken, som fra 1871 til 1915 holdt til på Danasvej, før overtagelsen af metalvaregiganten Glud & Marstrand i 1932.

Industrien

Samarbejde.
Der findes flere professionelle erhvervsnetværk på Frederiksberg, herunder Frederiksberg Åbne Erhvervsnetværk. / Shutterstock

Frederiksberg er den lille by i byen, som er omgivet af København på alle sider. På den måde er Frederiksberg sin helt egen by midt i storbyen med lidt mere end 100.000 indbyggere. Byens sjæl bygger på byens historie, som for bestandig præger udviklingen af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Region Hovedstaden. Byens største aktør – og arbejdsplads – er Frederiksberg Kommune, som er en aktiv partner, når det handler om at udvikle Frederiksberg og byens plads i regionen. Frederiksberg Kommune er blandt landets mest effektive kommuner med høj borgertilfredshed og landets næstlaveste skatteprocent. Mere end 6.200 arbejder med børn, unge, voksne og ældre på kommunens institutioner, og cirka 800 arbejder med udvikling og administration på rådhuset. Med butik på Frederiksberg kan det være en god ide at melde sig ind i et erhvervsnetværk eller/og en handelstands- eller erhvervsforening. Det kan være en måde for din virksomhed at finde samarbejdspartnere, leverandører og kunder på samt sparre om din virksomheds udvikling og udfordringer. Der findes flere professionelle erhvervsnetværk på Frederiksberg, herunder Frederiksberg Åbne Erhvervsnetværk, som tilbyder netværksudvidelse, videndeling og sparring, samt ’starthjælp’ og inspiration til nye virksomheder, som kan styrke din virksomheds konkurrenceevne og skabe opmærksomhed hos en af landets mest købestærke kundekredse. Af øvrige netværk på Frederiksberg nævnes GLOBAL Network Frederiksberg og BNI Frederiksberg, som hovedsageligt fokuserer på samhandel og ambassadørvirksomhed for netværksmedlemmerne.

Hoteller og overnatningsmuligheder i området

hotel.
Læs mere her for overnatningsmuligheder på Frederiksberg. / Shutterstock

På Frederiksberg ligger der flere hoteller, så er dine butikslokaler beliggende her i byen, så har du gode muligheder for indkvartere kunder, projektmedarbejdere og andre gæster tæt på. Et af dem er Hotel Euroglobe på Niels Ebbesens Vej, som ligger mellem Vodroffsvej og H. C. Ørstedsvej, tæt på Skt. Jørgens Sø, i gåafstand fra Rådhuspladsen, Tivoli og byens øvrige seværdigheder. Euroglobe er et Bed & Breakfast Guesthouse – rent, hyggeligt og komfortabelt i fredelige omgivelser til lave priser. Store familieværelser med fire og tre senge. Rummelige dobbelt- og enkeltværelser. Værelserne er funktionelle og komfortabel og har gratis trådløst internet. Der er en håndvask med varmt og koldt vand i alle værelserne og to badeværelser og to toiletter på hver etage. Der er desuden et gæstetekøkken med køleskab, varmeplade, elektrisk kedel og kaffemaskine. Morgenmad serveres ved bordene i hotellets morgenmadsstue, hvor kolde læskedrikke kan købes. Hotel Josty er en anden mulighed og en af Københavns få tilbageværende, historiske hotelrestauranter. De tidligste bygninger blev opført af den italienske billedhugger Agostino Taddei, og blev oprindeligt benyttet som tehus af Frederik IV, når han residerede på Frederiksberg Slot – Jostys nærmeste nabo. Den første restaurant åbnede i 1823, og blev grundlagt af Anton Josty. I dag danner Josty med sit historiske miljø og idylliske omgivelser i Frederiksberg Have den ideelle ramme om enhver selskabelig begivenhed. Der er privat og gratis parkering for hotellets gæster. Parkeringsbillet udleveres i receptionen. Josty er et lille hotel med otte værelser og uden handicapvenlig adgang. Du kan blandt andet reservere hotelværelser på Frederiksberg på portalerne Expedia, hotels.com, TripAdvisor og booking.com.