Introduktion til området

Er dine butikslokaler beliggende i Greve, har du en række attraktioner tæt på. Greve er Køgebugtens største kommune ligger kun cirka 20 kilometer fra Rådhuspladsen i København. Kommunen har en attraktiv lystbådehavn i Hundige og en idyllisk fiskerihavn i Mosede. Greve Svømmehal er en af Nordens største og i kulturcenteret Portalen er der koncerter, udstillinger, teaterforestillinger og shows. I Greve landsby ligger Greve Museum, som er et utraditionelt kulturhistorisk museum med mange aktiviteter og udstillinger. Museet ligger på en smuk, gammel hedebogård omgivet af en dejlig have. Museet har særlig fokus på 1800-tallets hedebokultur og 1900-tallets forstadsudvikling. Greve Lokalhistoriske Arkiv er en del af Greve Museum, og fungerer som egnens kollektive hukommelse. I museets permanente udstilling skildres livet på egnen fra omkring år 1800 og frem til i dag. Der er desuden skiftende særudstillinger inden for lokalhistorie, kunst og kunsthåndværk. To søndage og en aften om måneden tilbyder museet desuden foredrag, rundvisninger og andre aktiviteter. Der er fri entré til museet og langt de fleste arrangementer. På museet er der en hyggelig café, hvor der serveres lette frokostanretninger og hjemmebag. Mod vest i kommunen ligger friluftsområdet Hedeland, som har et udbygget net af vandre- og cykelstier. Greve Kommune har derudover otte kilometer hvid sandstrand og et enestående rekreativt kystområde, som strækker langs kysten mod København. Mosede Fort fortæller historien om Greves betydning for Danmarks neutralitetsforsvar under Første Verdenskrig. I 1915 anlagde den danske hær Tunestillingen, en forsvarslinje fra Mosede Fort til Roskilde Fjord med skydehuler, skyttegrave og pigtrådsspærringer, hvorfra tusindvis af soldater skulle forsvare Danmark. Kasematten på Mosede Fort er genåbnet som topmoderne museum, hvor udstillingen ”På kanten af krig – Neutralitet mellem krig og velfærd” fortæller den spændende historie om, hvordan Danmark blev forandret for altid. Du kan blandt andet gå på opdagelse i skuffer og skabe eller løfte telefonrørene og høre soldaterne fortælle om livet på fortet.

Områdets historie

Greve Kommune blev dannet ved kommunalreformen i 1970 ved en sammenlægning af Greve, Karlslunde, Karlslunde Strand, Kildebrønde, Mosede og Tune Sogn. Kommunen har knap 50.000 indbyggere og frem til 1960erne bestod Greve Kommune mest af landbrugsområder og små landsbyer som Greve landsby. I 1960erne og 1970erne gennemgik kommunen en rivende udvikling og de to årtier var præget af stor tilflytning og indvandring til området. Landbrugsjorden blev udstykket til bebyggelse, så området i dag i høj grad kendetegnes ved ejerboliger, typisk parcelhuse og villakvarterer, men også rækkehuse. Desuden findes der i kommunen en del lejeboliger, herunder også almennyttigt boligbyggeri, primært i bydelen Hundige. Mens handelslivet tidligere var koncentreret i de små landsbyer og langs kystvejen, er de fleste butikker nu samlet i butikscentre, først og fremmest i WAVES (det tidligere Hundige Storcenter) og Greve Midtby Center. Der findes mange grønne områder og sportsfaciliteter spredt mellem kommunens boligområder, heriblandt cykel- og gangstier, så man kan komme til og fra job, skole, togstationer og butikscentre uden at færdes på veje med tung trafik. Nær Greve Midtby Center ligger Greve Svømmehal. Kildebrønde Sogn (tidligere Gildebrønde Sogn) er et sogn i Greve-Solrød Provsti under Roskilde Stift. Sognet ligger i dag i Greve Kommune (Region Sjælland). Indtil Kommunalreformen i 2007 hørte det, sammen med Greve Kommune, under det nu nedlagte Roskilde Amt, og indtil Kommunalreformen i 1970 lå det i Tune Herred, ligeledes under Roskilde Amt. Hundige er en sydvestlig bydel til København beliggende i det nordøstlige hjørne af Greve Kommune. Indtil 1960erne var Hundige betegnelsen for en lille landsby lige syd for det, der i dag er grænsen til Ishøj Kommune. Siden da er markerne omkring den daværende landsby blevet udstykket. I 1960erne blev området vest og sydvest for landsbyen udstykket og bebygget med parcelhuse, og syd for landsbyen åbnede Hundige Storcenter i 1974 omgivet af områder med almennyttige lejligheder bygget sidst i 1960erne og især op igennem 1970erne. I 1976 blev S-togets jernbane langs Køge Bugt forlænget fra Vallensbæk til Hundige, hvor Hundige Station fik plads i umiddelbar tilknytning til storcenteret. Selv om det meste af byen består af boligområder, findes der også industrikvarterer.

Områdets infrastruktur

Butikslokaler beliggende i Greve Kommune er en del af en effektiv infrastruktur. Der buslinjer og S-toge (Linje E og A), der binder kommunen sammen. Der er tre S-togstationer i henholdsvis Hundige (i nord), Greve (midt) og Karlslunde (i syd). Alle buslinjer som kører i Greve Kommune kører til og fra en eller alle tre S-togstationer. Snart kan butiksindehavere, borgere og virksomheder glæde sig til en moderne, lys og venlig Greve Station. Stationspladsen og busholdepladsen gennemgår de næste par år en gennemgribende renovering. Nu er køreplanerne for busserne blevet digitale for at sikre, at de til stadighed bliver opdateret og derfor er mere korrekte. Her et kort over Greves buslinjer. Greve har gode veje og stier, og kommunen ligger godt både i forhold til Indre By, motorvejsnettet og den kollektive trafik. Oplandet til butiks- og handelslivet i Greve Kommune har således gode kår. Der er god kollektiv transport til København og Køge, som kan nås på 20 minutter. Og både butikscentre, bolig- og erhvervsområderne ligger med god adgang til Køge Bugt-motorvejen. Kommunens eget trafiksystem er præget af, at biltrafik og de bløde trafikanter er adskilt. Et veludviklet sammenhængende stisystem på cirka 90 kilometer gør, at børn og andre bløde trafikanter kan færdes sikkert i trafikken til og fra skole og arbejde. En ny trafiksikkerhedsplan fokuserer på, hvordan kommunen får endnu bedre trafiksikkerhed, mindsker støjgenerne og sikrer skolevejene.

Erhvervs- og forretningsliv

Den betydning som de butikslokaler, du vælger at brande din butik eller produkt fra, kan ikke overdrives. Butikslokalet har indflydelse på kundetilstrømning og omsætning, såvel som på dine ansattes trivsel og butikken eller dit brands profil, og der er flere ting at være opmærksom på, når du skal vælge butikslokaler i Greve, da butikkens omgivelser ligeledes kan styrke butikkens profil. Butikken er dit vartegn og kan dermed være med til at tiltrække kunder. Derfor er det værd at overveje, om butikslokalet eller lokalerne sender det signal, du ønsker. Der skal være overensstemmelse mellem dit brand og butikkens placering, størrelse og interiør. Fordi butikslokalerne også påvirker eventuelt butikspersonale, så har de indirekte indflydelse på effektiviteten, serviceniveauet og i sidste ende omsætningen i din butik. Butikken skal naturligvis være indrettet, så den afspejler jeres behov, i forhold til funktioner og arbejdsgange. Butikkens placering er desuden vigtig i forhold til rekruttering af butikspersonale samt varelevering. Tjek Lokalebasen og se de mange spændende ledige butikslokaler i Greve.

Greve har mange gode indkøbs- og shoppemuligheder, fx ligger et af Danmarks største shoppingcentre, WAVES, i Greve. Med 110 butikker og 68.000 kvadratmeter har centeret alt, hvad hjertet begærer. Der er noget for enhver smag, alder og pengepung. Du kan også nyde et måltid mad eller fx en kop kaffe i centret. Greve Midtby Center byder også på gode muligheder for shopping, indkøb og cafebesøg. Greve Midtby Center er placeret tæt på motorvejen og tilbyder gratis parkering uden tidsbegrænsning. Hver søndag i sommerhalvåret kan du gå på loppemarked ved centret og gøre et godt fund i de mange boder. Hos Møllebækkens Købmandsgård i Karlslunde kan du finde delikatesser, legetøj og nisser eller besøge en af nabobutikkerne, Osteladen eller Iskagehuset. Hvis du er til økologi, søde sager, kvalitetsvin, eller en god is, chokolade, te eller kaffe, så kan du finde det i Greve, fx hos Vin & Vin og Manolo Gelato på Strandvejen. Her ligger desuden mange andre små specialbutikker. De mange forskellige butikker er en oplevelse værd og en fornøjelse for både øjne og smagsløg.

Driver du butik i Greve, og er du er til kunst- og kulturoplevelser, så har Greve også meget at byde på. I Greves musik- og teaterhus Portalen, er der mere end 200 kulturelle arrangementer om året. Så du har alle muligheder for at finde en koncert eller et arrangement, der falder i din smag. Her er masser af dansk og international underholdning inden for både rock, jazz, musicals og teater. I sommermånederne er der open air opera i Opera Hedeland. Her kan du få en uforglemmelig oplevelse med skøn musik under åben himmel. Greve byder også på flere spændende kunstgallerier og atelierer, hvor du blandt andet kan møde de lokale kunstnere – som den libanesiskfødte maler Michel Khouri – og købe unikt kunsthåndværk med hjem. Blandt de mange gallerier finder man Portalens Kunsthal, som året rundt har skiftende udstillinger. På Greve Museum findes en samling malerier af ældre kunstnere, og med jævne mellemrum afholdes der udstillinger af kunsthåndværk. Fra Grundlovsdag og frem til november viser Greve Museum i samarbejde med Kunstforeningen en skulpturudstilling i museets have. Tæt på Greve (i nabobyen Ishøj) byder kunstmuseet ARKEN på klassiske danske og internationale udstillinger, som vises sammen med nyere kunst.

 

Købekraften i området

Når der skal vælges butikslokaler i Greve Kommune, så er information om kommunal performance, indtægtsniveau og købekraft relevant. Købekraften i Greve ligger pænt overmiddel, og den disponible indkomst i kommunen indtager en 85. plads i en sammenligning af alle 98 danske kommuner (hvor placering 98 er den højeste), foretaget af Danmarks Statistik. Ifølge denne oversigt er den årlige disponible gennemsnitsindkomst i Greve Kommune 233.678 kroner (2014). Den disponible indkomst det beløb, en person har tilbage til forbrug eller opsparing efter betaling af direkte skatter, arbejdsmarkedsbidrag, underholdsbidrag og renteudgifter. Greve er en erhvervskommune og har du butik her i kommunen, så er omsætnings- og vækstpotentialet derfor rigtig udmærket. Uanset om der er tale om en nyetableret butik eller flytning af en eksisterende butik, så spiller forhold som udvikling, kommunal performance og rammebetingelser for handelslivet i Greve Kommune en vigtig rolle, når du overvejer at åbne butik i byen. Siden 2010 har Dansk Industri sammenlignet det lokale erhvervsklima i landets 98 kommuner. I sammenligningen vurderer DI kommunal performance på bagrund af faktorer som rammevilkår, infrastruktur og transport, arbejdskraft, kommunal sagsbehandling, skatter, afgifter og gebyrer, fysisk placering, brug af private leverandører, kommunens image, velfærdsservice samt information og dialog med kommunen, hvilket munder ud i en samlet placering og overordnet vurdering af kommunens erhvervsvenlighed. Det meget positive er, at undersøgelsen viser, at 75 procent af virksomhederne (herunder butiksindehavere) i Greve Kommune vil anbefale andre virksomheder (butikker) at etablere sig i kommunen. Det er tegn på, at erhvervslivet oplever, at det er attraktivt at drive forretning i Greve. Huspriserne i Greve er et andet udtryk for, hvor mange penge folk har til forbrug og investering i området. De reelle huspriser i Greve og ikke kun til-salg priserne er mest retvisende, og siger noget om det generelle niveau. I andet kvartal 2016 var kvadratmeterprisen  på parcel- og rækkehuse  20.181 kroner per kvadratmeter, en stigning på 8,89 procent i forhold til første kvartal 2016. Beregningen er baseret på, at der i perioden er foretaget 148 hushandler i Greve Kommune. Ejerlejligheder er i samme periode handlet til 22.735 kroner per kvadratmeter, hvilket repræsenterer et fald på 10,43 procent i forhold til første kvartal, baseret på, at der er solgt 17 ejerlejligheder. Der er ikke handlet nogen feriehuse i perioden, hvorfor kategorien ikke er medtaget.

Parkeringsmuligheder

Er dine butikslokaler beliggende i Greve Kommune, er der overvejende sandsynlighed for, at der følger parkeringsmulighed med lejemålet, som typisk vil være placeret i Greve Midtby Center, på Greve Strandvej, eller i shoppingcenteret WAVES i Hundige. Når du søger efter butikslokaler i Greve (postnummer 2670) på Lokalebasen, får du oplyst om der er tilknyttet parkeringsplads(er) eller om der er mulighed for tilkøb eller leje af parkeringspladser tæt på. I forhold til fx varelevering og kundebesøg kan det være relevant at vide noget om parkeringsforholdene i Greve. Ud over de regler, der måtte fremgå af skiltningen på de enkelte parkeringspladser, findes der ikke nogen begrænsninger for parkering af køretøjer under 3.500 kilo på offentlige parkeringspladser i Greve Kommune. Dog er det kun tilladt at parkere inden for de afmærkede båse på offentlige parkeringspladser. Download folderen Offentlige P-pladser for køretøjer under 3.500 kg. For at forbedre trafiksikkerheden og beskytte miljøet er der parkeringsbegrænsninger på de offentlige parkeringspladser for køretøjer med en totalvægt over 3.500 kg som busser, lastbiler og andre tunge køretøjer, påhængskøretøjer som campingvogne, motorredskaber og traktorer. Mellem klokken 19.00 og 7.00 alle ugens dage må tunge køretøjer og anhængere kun parkeres på de afmærkede pladser. Motoren i holdende bil, taxa, lastbil, bus, knallert med videre må kun holde i tomgang i højst tre (3) minutter. Det er dog tilladt at have motoren kørende, hvis du sidder i kø, eller hvis motoren er nødvendig for af- og pålæsning, til produktion af trykluft eller lignende. Ved Greve Midtby Center, som ligger ved Greve Station på Stationsholmen, er der 389 parkeringspladser, hvor der tilbydes tre timers gratis parkering – husk at stille P-skiven. Og i WAVES er der gratis og ubegrænset parkering. Se kort over indgang og parkeringsforhold i WAVES ved Hundige Station.

Udvikling i området

Greve Kommune har købt Hundigeparken, den første store park i Greve Kommune med en unik beliggenhed ned til Hundige Strandpark. Parken har ligget der siden 1940erne, men med erhvervelsen kan Greve Kommune selv være med til at præge udviklingen. Derfor valgte kommunen at købe Hundigeparken, så Greve kommunes borgere sikres et attraktivt grønt område med en mangfoldighed af muligheder for rekreative oplevelser. Den grønne struktur i Greve Kommune skal være med til at danne rammerne for det et godt, sundt liv. Det er kommunens holdning, at for at udvikle Greve som en attraktiv kommune, så er det nødvendigt ikke kun at udvikle de grønne områder, men også at sikre mangfoldigheden af dem. Med Hundigeparken har Greve en god mulighed for at udvikle en park, som indeholder mange rekreative værdier, der kan være med til at skabe rammerne for et aktivt liv, der øger livkvaliteten for den enkelte. De grønne områder, friluftslivet og borgernes sundhed spiller en væsentlig rolle i opfyldelsen af byrådets vision og strategi. Med Udviklingsplan for Hundigeparken vil Byrådet sikre og udvikle en oplevelsesrig park, der tilgodeser borgernes rekreative behov. Hundigeparken ligger på begge sider af Hundige Strandvej midt i et af Greves ferie- og oplevelsesområder tæt på Hundige Strand, Strandparken, Hundige Havn og Hundige Camping og i gåafstand fra Hundige Station. Der er stiforbindelse fra Hundige Station til Hundigeparken og Strandparken. Hundigeparken hænger desuden sammen med både Lille Vejleådalen og Olsbækkilen, de grønne landskabskiler, der forbinder kysten med det åbne land. Ved at åbne op mellem Hundigeparken og Strandparken vil man skabe en visuel sammenhæng mellem områderne samt cirkulære, oplevelsesrige bevægelsesmønstre, der har sammenhæng til de omkringliggende områder. Det er målet at forbedre muligheder for motion, afstresning og naturoplevelser. Det handler om at forbedre livskvaliteten for alle byens borgere, butiksindehavere og erhvervsdrivende.

Industrien

Greve er en erhvervskommune med mange store og små virksomheder, herunder fx en del rådgivningsvirksomheder, såsom advokat- og revisionsfirmaer, it- og kommunikationsbureauer samt større og mindre outfits som Blue Water Shipping og den rullende gardinbus GardinDesign, som tilbyder alt i ’vinduesskjulere’ i ind- og udland. Der er også flere større industriområder i Greve, herunder Ventruparken, Korskildelund og i Tune lidt uden for byen, men butikslivet er centreret omkring Strandvejen eller Gl. Køge landevej, Greve Midtby Center og WAVES i Hundige. Med erhvervslokaler beliggende i Greve, kan det give god mening at forankre virksomheden i et lokalt erhvervsnetværk og på den måde få mulighed for samhandel og sparring med de øvrige butiksindehavere og medlemsvirksomheder, her er GreveSolrødErhverv en oplagt mulighed. Den lokale erhvervsforening har omkring 250 medlemmer og henvender sig til virksomheder i Greve og Solrød kommuner og omegn. Erhvervsforeningen mødes den anden onsdag i hver måned til morgennetværksmøde med oplæg, foredrag, virksomhedsbesøg med videre. Derudover holder foreningen hvert år cirka 10 arrangementer, ofte af mere social karakter, såsom golfturneringen Blue Water Cup, Stafet For Livet, vinsmagning, byvandringer, museumsbesøg, forpremierer, julehygge og teaterture. Der inviteres også til dialogmøder med de to kommuner i alt fire gange om året (to i Solrød og to i Greve). ErhvervsCentret i Greve fungerer som en nem indgang for dig, der har butik eller anden virksomhed i Greve Kommune. Det gælder også Greve–Solrød Erhvervsservice. I 2010 og 2011 blev Greve af Dansk Industri kåret som den mest erhvervsvenlige kommune i Region Sjælland, og i 2014 som den mest erhvervsvenlige kommune på hele Sjælland. I både 2011 og 2014 var Greve endvidere den kommune i Danmark med de bedste kommunale rammevilkår. Der er mange gode grunde til kåringerne: Høj erhvervsvenlighed og gode rammevilkår. Fokus på klima og energi, central beliggenhed og velfungerende infrastruktur, attraktive og motorvejsnære erhvervsarealer, kompetent og fleksibel arbejdskraft, hurtig og professionel myndighedsbehandling, enkel, hurtig og koordineret etableringsproces.

Hotels And Hostels

Har du butik i Greve, herunder Hundige og Tune, kan du, når du eller dine overnattende gæster har brug for en overnatning, overveje et af Greves hyggelige Bed & Breakfast-hoteller. Prøv fx det populære og ny- restaurerede B&B Hotel Albertine i Tune, der ligger i landsbyens gamle møllegård, og tiltrækker rejsende fra hele verden. Eller prøv Birkegaardens Bed and Breakfast, hvor du kan nyde charmerende landidyl. Skal det være tæt på stranden og S-toget, kan du prøve Gerdas Bed & Breakfast, der tilbyder overnatning i skønne og rolige omgivelser, og i Karlstrup ligger det hyggelige gamle bindingsværkshus Bødkerhuset i landlige omgivelser med udsigt over åbne marker. På hyggelige og idylliske Hundige Strand Familiecamping kan du få både byferie og familiecamping. Campingpladsen har pladser under trækronerne og ligger tæt på vandet og byder på en autocamper-park, cykeludlejning, træhytter og meget mere. Find overnatningsmuligheder i Greve og omegn på fx Expedia, hotels.com, TripAdvisor eller booking.com.