Introduktion til området

Kontorlokale i Hillerød
Hillerød på kort over Nordsjælland / Shutterstock

Hillerød ligger i Nordsjælland og er tredjestørste by i denne del af Sjælland næst efter København og Helsingør. Hillerød, som er en by og købstad med 31.889 indbyggere (2016) og administrativt hovedsæde i Region Hovedstaden. Hillerød hed oprindeligt Hildis rydning. Bynavnet består af to led: Hille og rød, hvor Hille kommer af Hildis, som er et gammelt dansk drengenavn og rød betyder rydning (her er en skov blevet fældet for at gøre plads til bebyggelse). En mistolkning af bynavnet førte tidligere til, at byvåbnet kom til at indeholde et hyldetræ. Hillerød Kommune har 49.672 i 2016, og dækker et areal på 213,46 kvadratkilometer, med en befolkningstæthed på 233 indbyggere per kvadratkilometer. Hillerød Kommune opstod ved sammenlægning af kommunerne Hillerød og Skævinge samt Uvelse Valgdistrikt, som tidligere var en del af Slangerup Kommune. Uvelse Valgdistrikt stemte i januar 2004 med 56,9 procent for at udtræde af Slangerup Kommune og søge optagelse i Hillerød Kommune, men Slangerup Kommune krævede et flertal på mindst 75 procent, og sagen blev derfor afvist af kommunalbestyrelsen. Forligspartierne krævede imidlertid en ny afstemning med almindelige flertalsregler; denne afstemning fandt sted i april 2005, og den faldt igen ud til fordel for Hillerød med 54,6 procent af stemmerne. Hillerød former sig set fra luften som et Y med en vestlig, østlig og sydlig del. Mod nord og øst er byen hovedsageligt omgivet af skovene Lille og Store Dyrehave, Gribskov og Stenholtsvang. Mod syd og vest er byen omkranset af marker. Slotshaven i Hillerød centrum ligger i læ af Skansebakken, som er Hillerøds højeste punkt, som ligger 80 meter over havets overflade, og hæver sig helt fra centrum ud mod øst, og giver udsigt til både Frederiksborg Slot og Fredensborg Slot. Fra den fredede bakketop, i den østlige ende af Skansebakken, kan man ydermere i klart vejr se til svenske Kullen og Esrum Sø mod nord, og Øresund og bakken foran Helsingør mod Øst.

Områdets historie

Frederiksborg slot.
Frederiksborg Slot i Hillerød / Shutterstock

Med kontorer i Hillerød befinder man sig midt i et historisk vigtigt område for Danmark. Her i kongernes by har der levet mennesker og været bebyggelser længe før, byen blev grundlagt en gang i middelalderen. Der er spor efter mennesker i og omkring Hillerød helt tilbage til slutningen af sidste istid for mere end 10.000 år siden. Landsbyen Hillerøds ældste historie er uløseligt er forbundet til herregården Hillerødsholm, som ofte forveksles, men som ikke er identisk med Frederiksborg Slots avlsgård, der lå ved krydset mellem Hillerødsholms Allé og Selskovvej, men derimod forgængeren for Frederiksborg Slot, som lå på holmene, hvor slottet nu ligger. Der er ikke mange arkæologiske spor efter det middelalderlige Hillerød og Hillerødsholm, men i den indre slotsgård har man fundet flere brønde og resterne af et tårn fra Hillerødsholm, mens intet kendes fra Hillerød, hvilket kan skyldes, at intet er bevaret. Ikke desto mindre er det meget pudsigt, at end ikke nogle smågenstande fra middelalderen er dukket op. Arkæologer mener, at de bør findes derude et eller andet sted i den gode hillerødmuld. Den viden, der haves om Hillerød baserer sig derfor på de skriftlige kilder. Man ved, at Frederiksborg Slot afløste Hillerødsholm, hvorfor man kender Hillerødsholms beliggenhed, men den middelalderlige landsby Hillerøds beliggenhed er fortsat ikke nøjagtigt stedfæstet. Selv om Hillerød ofte omtales i kilderne fra 1600-tallet, har det ikke vist sig at være nogen stor hjælp i lokaliseringen af det middelalderlige Hillerød, fordi byen, efter at slottet blev opført, hurtigt voksede og fik købstadslignende beskaffenhed. Det formodes, at landsbyen skal søges i kvarteret omkring Bakkegade omkring en halv kilometer sydøst for Hillerødsholm på den anden side af Slotssøen. Denne formodning baserer sig på, at Bakkegade er det ældste bevarede boligkvarter i Hillerød.

Områdets infrastruktur

Hovedvej mod Hillerød
Hovedvej mod Hillerød

Kontorer beliggende i Hillerød befinder sig i et trafikalt centrum for en stor del af Nordsjællands trafik. Hillerød Station betjener flere toglinjer mod København, fx S-togslinje E, som i dagtimerne kører med 10 minutters intervaller mellem Hillerød og Køge. Herudover er der regional- og lokaltog til Frederiksværk, Gilleleje, Tisvildeleje og Helsingør, samt et utal af buslinjer, der forgrener sig ud i hele Nordsjælland. Den Lille Færge på Frederiksborg Slotssø sejler fra 15. maj til 15. september alle dage mellem klokken 11.00 og 17.00. I efterårsferien (15. - 23. oktober) sejler den mellem klokken 12.00 og 16.00. Turen varer cirka en halv time og der sejles, når flaget er oppe ved broerne. Der er afgang fra Hillerød Torv hver hele og halve time, fra Rosenhaven cirka fem (5) minutter senere og fra Barokhaven cirka kvart i og kvart over. Man kan stå af og på igen alle steder på samme billet. Prisen for en tur er 30 kroner for voksne og 10 kroner for børn. Færgen er med i Copenhagen Card, og man kan betale kontant eller med MobilePay. Rederiet modtager ikke Dankort. Færgen Frederiksborg, som i folkemunde aldrig hedder andet end ’Den Lille Færge’, har sejlet på Slotssøen i Hillerød med turister og lokale borgere siden juli 1952. Det er desværre en skrøne, at færgen blev bygget som redningsbåd nr. 13 til hospitalsskibet Jutlandia, men den historie er blevet fortalt så ofte, at den synes at være sand. Sandheden er dog, at færgen blev bygget som passagerskib, og det har den god til. Partrederiet Slotssøen blev stiftet i august 1987 som folkeeje, fordelt på 400 parter af 500 kroner. Partrederiet befinder sig i smult vand med en egenkapital på mere end 800.000 kroner, hvilket har medvirkende årsag til, at det blandt andet har været muligt at opføre en flot pavillon ved søen. Fartøjet er i dag i bedre stand end da rederiet overtog det for 28 år siden, og sagkyndige mener, at det har mange gode år i sig endnu. Partrederiet er meget populært blandt turister fra nær og fjern og – ikke mindst – fra borgere, foreninger, virksomheder, turistorganisationer og myndigheder i Hillerød og nærmeste omegn.

Erhvervs- og forretningsliv

Butikstorvet i Hillerød
Butikstorv i Hillerød

Med kontorer beliggende i Hillerød, er du tæt på mange gode oplevelser og en effektiv kollektiv trafik. Med under en time i tog eller bil til København og lufthavnen har Hillerød en rigtig god placering for dem, der ønsker at drive virksomhed i Nordsjælland. Flere faktorer har indflydelse på profileringen af din virksomhed, og de kontorer, hvorfra en virksomhed drives, er en af dem. Der er flere ting at være opmærksom på, når du skal vælge kontorer i Hillerød, da dine kontorer er foretagenets ansigt udadtil, og dermed også kan være med til at styrke virksomhedens image. Blandt andet derfor er det værd at overveje, om de valgte kontorlokaler sender det signal, du ønsker. Der skal være harmoni mellem dit brand og kontorernes beliggenhed, størrelse og interiør, ligesom kontorernes placering og beskaffenhed har betydning for rekruttering og medarbejdertrivsel, og derfor indirekte indflydelse på produktiviteten i din virksomhed. Kontorlokalerne bør desuden være indrettet, så de svarer til din virksomheds behov i forhold til funktioner og arbejdsgange. Og så skal kontorerne naturligvis være velfungerende og de tekniske installationer i orden, så driften ikke forstyrres. Se ledige kontorlejemål i Hillerød Kommune på Lokalebasen.

Hillerød er et industrielt centrum i omegnen, og er dine kontorer beliggende her i byen, så har du gode indkøbsfaciliteter, primært i gågaderne Helsingørgade og Slotsgade, samt Hillerød Torv, men også i butikscenteret SlotsArkaderne (udvidet 2007) og butikkerne på Herluf Trolles Torv (under opførelse). Samtidig er der nye centerprojekter på Munkeengen og ved Stauns Hjørne, i centrum, i støbeskeen. Den idylliske slotshave i Hillerød ligger i læ af Skansebakken, som er Hillerøds højeste punkt (80 meter over havet), der hæver sig helt fra Hillerød centrum ud mod Hillerød øst, og skaber god udsigt til både Frederiksborg Slot og Fredensborg Slot. Købstaden er desuden et industrielt centrum i omegnen og har gode indkøbsfaciliteter (dagligvarer). Med Torvet i midten danner Slotsgade og Helsingørgade et hyggeligt handelsstrøg i Hillerød. Her ligger små fine butikker side om side med store kædeforretninger med meget at byde på. Her er også specialbutikker, delikatesseforretninger, modetøjsbutikker, cafeer og restauranter, samt Nordisk Films Bio City og det grønne område Posen med legeplads tæt på Slotssøen. SlotsArkaderne er en integreret del af bymidten ud mod gågaderne og Torvet ved den smukke Slotssø. Her finder du 60 butikker under ét tag med førende danske mærkevarer. Der er en helt særlig stemning i SlotsArkaderne, ikke mindst på grund af arkitekturen, som er anderledes end i de fleste andre butikscentre, men også på grund af den intime atmosfære, der hersker her. Og så tilbydes der masser af inspiration, oplevelser og gode tilbud. På Torvet kan man sidde ved søbredden og nyde en gammeldags vaffelis i magelige strandstole, eller man kan gøre ChokoladeMageriet med de håndlavede lækkerier en visit. I shoppingcenteret kan man desuden nyde en kaffe i det kendte Reinh van Hauen-konditori, og endelig er der god hjælp at hente hos Vinhuset Stoltz, når man er på jagt efter gode fermenterede druer til middagen.

Købekraften i området

Hillerød Politistation, Nordsjællands politi
Nordsjællands politistation i Hillerød

Med kontorer i Hillerød er information om erhvervsvenlighed, indtægtsniveau og købekraft relevant. Købekraften i postnummer 3400 ligger i den rigtig pæne ende, og den disponible indkomst i kommunen indtager en 86. plads i en sammenligning af alle 98 danske kommuner (hvor placering 98 er den højeste), foretaget af Danmarks Statistik. Den årlige disponible gennemsnitsindkomst, som er det beløb, en person har tilbage til opsparing og forbrug efter betaling af direkte skatter, arbejdsmarkedsbidrag, underholdsbidrag og renteudgifter, i Hillerød Kommune 234.938 kroner (2014). Hillerød er en erhvervskommune, og har du kontorer her i kommunen, så er omsætnings- og vækstpotentialet derfor rigtig udmærket. Uanset om din virksomhed er ny eller etableret spiller forhold som udvikling og rammebetingelser for virksomheder i Hillerød Kommune en vigtig rolle, når du overvejer at leje kontorer i her byen. Dansk Industri har siden 2010 hvert år sammenlignet det lokale erhvervsklima i landets 98 kommuner. I sammenligningen vurderer DI kommunal performance på bagrund af faktorer som rammevilkår, infrastruktur og transport, arbejdskraft, kommunal sagsbehandling, skatter, afgifter og gebyrer, fysisk placering, brug af private leverandører, kommunens image, velfærdsservice samt information og dialog med kommunen, hvilket munder ud i en samlet placering og overordnet vurdering af kommunens erhvervsvenlighed. I sammenligningen opnåede Hillerød en samlet placering som nummer 45, hvor kommunen i 2015 fik en 57. plads, og repræsenterer altså en markant fremgang i Hillerøds erhvervsvenlighed. Huspriserne i Hillerød er et andet udtryk for, hvor mange penge folk har til forbrug og investering i kommunen. De reelle huspriser i Hillerød og ikke kun til salg-priserne er mest retvisende. I andet kvartal 2016 var kvadratmeterprisen på parcel- og rækkehuse i Hillerød 20.320 kroner per kvadratmeter; en stigning på 10,20 procent i forhold til første kvartal 2016. Beregningen er baseret på, at der i perioden er foretaget 60 hushandler i Hillerød Kommune. Ejerlejligheder er i samme periode handlet til 19.950 kroner per kvadratmeter, hvilket er en stigning på 2,03 procent set i forhold til første kvartal, baseret på, at der er solgt 34 ejerlejligheder. Der er handlet et enkelt fritidshus i Hillerød i perioden, hvilket ikke er nok til en statistisk betragtning.

Parkeringsmuligheder

Når du søger efter kontorer i 3400 Hillerød på Lokalebasen, får du oplyst, om der er tilknyttet parkeringsplads(er) til kontorlejemålet, eller om du har mulighed for leje eller tilkøb af parkeringspladser tæt på kontorerne. Derfor kan det alligevel være interessant at vide noget om parkeringsforholdene i byen.  Der benyttes ikke længere parkeringsbilletter i Hillerød Kommune, da parkeringsvagterne fremover skanner registreringsnumrene på bilerne, og dermed kontrollerer betalingerne. Derfor behøver du ikke længere at gå tilbage med parkeringsbilletten og sætte den i din forrude. Se videoguiden, der trin for trin viser, hvordan du betaler for parkering på de digitale betalingsautomater. Du kan også betale din parkering via mobilbetaling. Du kan parkere din bil på følgende steder i Hillerød: Markedspladsen (109 pladser), Møllestræde (23 pladser), Fisketorvet (35 pladser), Fisketorvet – Posen (36 pladser), Søndre Jernbanevej (12 pladser), Bag Haver (18 pladser), Helsingørgade (20 pladser) og Østergade (6-10 pladser). Det koster 10 kroner i timen at parkere i Hillerød mandag til fredag mellem klokken 8.00 og 20.00 og ditto lørdag fra klokken 8.00 til 17.00. Det er gratis at parkere i Hillerød fra lørdag klokken 17.00 til mandag klokken 8.00. Parkeringshus Torvet ligger i Østergade tæt ved gågaden Helsingørgade. Der er opstillet betalingsautomater i parkeringshuset Torvet i Østergade. Her kan du betale med kreditkort eller mønter. Du skal have din nummerplade parat, og indtaste den inden betalingen. Du vælger selv om du vil betale med kreditkort eller mønter, du kan benytte Visa Dankort, MasterCard. Har du et abonnementskort skal du sætte det i forruden. Der betales et gebyr på 50 øre ved betaling af parkeringstid med kreditkort. Det koster 10 kroner i timen at parkere i parkeringshuset Torvet. Der afregnes per påbegyndte halve time med fem (5) kroner. Det er gratis at parkere i parkeringshuset på hverdage fra klokken 20.00 til 8.00, lørdage klokken 17.00 til mandage klokken 8.00 samt på helligdage. Dog opkræves betaling på helligdage i forbindelse med jul og nytår, når der samtidig er butiksåbent. Årskort til alle dage koster 5.000 kroner. Årskort kun til hverdage mandag til fredag koster 4.000 kroner. Halvårskort til alle dage koster 3.000 kroner. Halvårskort kun til hverdage mandag til fredag koster 2.500 kroner. Månedskort til alle dage koster 1.000 kroner og ugekort til alle dage koster 300 kroner. Abonnementskort til parkeringshus Torvet kan købes i Borgerservice på Trollesminde Allé 27.

Udvikling i området

Hillerød Station
Hillerød Station

Hillerød er en kommune i udvikling på flere områder, herunder klima, infrastruktur, kollektiv transport med mere. Stationszonen er en bydel midt i Hillerød, som rummer Nordsjællands nye campusområde. Visionen for området er, at Stationszonen skal omdannes til et visionært inspirerende bymiljø med liv og puls, hvor mennesker mødes, udveksler ideer og viden, og modtager ny information. I dette regionale trafikknudepunkt skal der være mulighed for at bevæge sig, mødes og udveksle ideer og viden. Den kollektive trafik mødes i forvejen her, og nu vil man skabe rammerne for menneskerne, der færdes på campusområdet. Det skal ske ved at opføre byggeri med en tæthed og skala, der harmonerer med placeringen. Det vil kommunen realisere ved at skabe rum til uddannelse, videnserhverv, ungdomsboliger og liv mellem husene. Den fremlagte bæredygtighedsstrategi for Stationszonen beskriver arbejdshypoteserne for, hvordan bydelen kan planlægges og udvikles, så den opfylder visionerne om blive en bæredygtig bydel. Den består af temaer, der fungerer som forudsætninger for planlægningsarbejdet indenfor Stationszonen. Herudover arbejdes der med en række CO2-koncepter, der skal belyse og underbygge potentialet ved at designe en by, så den er så bæredygtig og CO2-besparende fra begyndelsen som muligt. Sammenlignet med traditionelt byggeri, der ikke er stationsnært lokaliseret, vil det være muligt at opnå en CO2-besparelse på 1.157 ton årligt, hvis der opføres 40.000 kvadratmeter kontor- og uddannelsesbyggeri i Stationszonen, der opfylder bæredygtighedsstrategien. Strategien henvender sig til borgerne, der ønsker at vide mere om forudsætningerne for planlægningen af Stationszonen. Den henvender sig til planlæggere, der skal udvikle projekter, både specifikt i forhold til Stationszonen i Hillerød og som inspiration til andre planprojekter. Derudover henvender den sig til den bygherre, der skal planlægge og designe et projekt i Stationszonen. Allerede i dag er der kapacitetsproblemer på vejnettet i Stationszonen, særligt i myldretiden. Så ud over at tackle den fremtidige trafik til Stationszonen, ser mobilitetsstrategien også på potentialet for forbedringer af det eksisterende trafikbillede. Mobilitetsstrategien indfører en række både generelle og lokale tiltag, fx loft over antal parkeringspladser, mobility management med forskudte uddannelsesmødetider, nye centrale cykelstier, broforbindelse på tværs af banen samt cyklist-lyssignaler i relevante kryds.

 

Industrien

 Favrholm gård
Favrholm gårdplads

Novo Nordisk hører til blandt Hillerøds største virksomheder, og er en global lægemiddelvirksomhed, som igennem mere end 90 år har stået for innovation og lederskab indenfor diabetesbehandling. Dette langvarige engagement har givet os de erfaringer og kompetencer, som i dag gør det muligt også at hjælpe med at bekæmpe andre  alvorlige kroniske tilstande: hæmofili, vækstforstyrrelser og svær overvægt. Novo Nordisk, som har hovedsæde i Danmark, beskæftiger omkring 42.300 medarbejdere i 75 lande og markedsfører sine produkter i flere end 180 lande. Hvor Novo Nordisk i dag har indrettet sit Favrholm Campus, lå fra midten af 1800-tallet den gamle hovedgård Favrholm, og det er denne gård, der har givet navn til den nye store bydel. Bydelen er beliggende på begge sider af Overdrevsvejen, på rute 6, Køge-Roskilde-Hillerød-Helsingør, og tæt på Hillerødmotorvejen. På den eksisterende S-togs- og Lokalbanelinje, får bydelen sin egen station, Favrholm Station. Favrholm vil fuldt udbygget give plads til ikke mindre end 500.000 kvadratmeter erhverv og offentlig service og omfatter, foruden Novo Nordisk en klynge til Life Science-virksomheder. Favrholm rummer mulighed for op til 40.000 kvadratmeter etageareal til kontorer i den tætte bystruktur nærmest Favrholm Station og yderligere op til 55.000 kvadratmeter kontorlokaler til mindre virksomheder, laboratorier, kontor- eller servicevirksomheder forholdsvis nær Favrholm Station. Langs Overdrevsvejen og mod Lyngevej vil det blive muligt at etablere op til 215.000 kvadratmeter etageareal til den type erhverv, som vi allerede kender fra Hillerød, nemlig mellemstore og større virksomheder med minimal produktion inden for fx medico eller it med præsentable bygninger på grønne arealer. Disse virksomheder bliver velplaceret i forhold til Hillerøds infrastruktur og det overordnede vejnet i Nordsjælland og i cykleafstand til Favrholm Station. 

Hoteller og overnatningsmuligheder i området

Kontorlokaler i Hillerød
Et snit af Hillerød flotte områder

Er dine kontorer beliggende i Hillerød, er overnatningsmulighederne – med en enkelt undtagelse –begrænset til hostels og bed and breakfasts. Opstår der behov for at indkvartere personale, projektmedarbejdere, kunder eller andre gæster, i det naturskønne og historiske Nordsjælland, ligger det trestjernede Hotel Hillerød med sine, lyse og rummelige omgivelser og stilfuld indretning midt i byen. En anden mulighed er Danhostel Hillerød på Lejrskolevej. Det firestjernede Danhostel Hillerød, Nordisk Lejrskole og Kursuscenter har en enestående beliggenhed ved det store skov- og naturområde Store Dyrehave. Centret ligger desuden i gåafstand til Hillerød Station, Frederiksborg Slot og Barokhaven, to store shoppingcentre og kun 30 minutters kørsel fra Rådhuspladsen. Der er 500 meter til nærmeste supermarked og 200 meter til nærmeste busstoppested. Danhostel er omgivet af grønne arealer på en syv hektarstor fredet grund med stor naturlegeplads, bålpladser, boldbaner, udendørs bordtennis, volleyboldbane og mulighed for andre former for boldspil. Desuden er der en sø med fire robåde. Centret har gratis trådløst fibernet på hele området, hyggelige opholdsstuer med parabol-tv, indendørs bordtennis, airhockey, bordfodbold, billard og diskotek med bar. Find overnatningsmuligheder i Hillerød og omegn på fx Expedia, hotels.com, TripAdvisor eller booking.com.