Introduktion til området

Hjørring er med lidt over 25.000 indbyggere den største by i Vendsyssel. Byen ligger i Region Nordjylland cirka 50 kilometer nord for Aalborg og er speciel som gammel købstad, idét selve byen ikke har en havn. Vestkysten er dog ikke mere end 10 kilometer væk, og i kommunens nordvestlige hjørne ligger Hirtshals, der huser en af Danmarks største fiskeri- og færgehavne, hvorfra der er færgeforbindelser til Norge, Island og Færøerne. Ved Vestkysten finder man ligeledes adskillige gode badestrande og populære sommerhusområder. På grund af Hjørrings geografiske placering har den i århundreder spillet en central rolle for handel og kultur i området. Landskabet i Vendsyssel er mere bakket end i det meste af Danmark, og der er rig mulighed for forrygende naturoplevelser, uanset om man vil løbe, ride, vandre eller cykle. Mellem Hjørring og Vestkysten finder man Nordjyllands Ørnereservat, Eagleworld, hvor der er mulighed for at opleve de majestætiske rovfugle i aktion. Eller hvad med at mærke historiens vingesus og gå en tur på den nordjyske strækning af Hærvejen.

Områdets historie

Der er over 100 fredede oldtidsminder i Hjørring Kommune, hvor man blandt andet har fundet keramik fra romersk jernalder samt guld- og sølvringe, der nu er udstillet på Vendsyssel Historiske Museum. Hjørring Kommune er i øvrigt rig på kulturelle oplevelser og museer. Udvalget tæller blandt andet Landskabs- og Landbrugsmuseet, Vendsyssel Kunstmuseum samt Bunkermuseet i Hirtshals, hvor flere af de gamle tyske bunkere fra 2. verdenskrig er tilgængelige for det offentlige. Derudover er der adskillige kunsthåndværkere og gallerier i omegnen, og tre dage om året bliver middelalderen vækket til live i form af Stygge Krumpen Dagene, der er en folkefest med markedsplads, teateropsætninger og festlige kulturelle arrangementer. Hjørring er naturligvis også hjemsted for Hjørring Revyen. Der ligger adskillige kirker i Hjørring, men specielt tre vækker opsigt, idet de oprindeligt er bygget i middelalderen – de er dog blevet restaureret og har fået tilbygninger med årene. Den ældste er Sankt Olai kirke, der er opført omkring år 1040. Den største af dem er Sankt Catharinæ Kirke ved byens gamle torv, og den tredje er Sankt Hans Kirke, som er en af de bedst bevarede teglstenskirker fra senromansk tid. Hjørring er første gang nævnt på en brakteat (en lille rund guldplade) fra midten af 1100-tallet. Efterfølgende er byen omtalt i Kong Valdemars Jordebog fra 1200-tallet og i den oldnordiske Knytlingesaga, der er fra omkring år 1260. I 1871 åbnede Vendsysselbanen mellem Aalborg, Hjørring og Frederikshavn, og det var med til at sætte gang i en økonomisk og industriel vækst i Hjørring. I årene efter blev der blandt andet etableret jernstøberier, klædefabrikker og et bryggeri i byen. Små 20 år efter, i 1890, blev der bygget et sygehus, der siden er blevet udvidet betydeligt, og i dag er en del af Regionshospital Nordjylland. Idet Hjørring er den største by i Vendsyssel er der også en bred vifte af uddannelsesmuligheder i byen.

Områdets infrastruktur

Hirtshals i Hjørring Kommunes nordvestlige hjørne er et trafikknudepunkt i Nordeuropa, da det er et bindeled mellem Norge og Danmark. Der er færgeforbindelse til Bergen, Kristiansand, Langesund, Stavanger og Larvik i Norge samt til Seyðisfjörður på det østlige Island og til Thorshavn på Færøerne. Der er i øvrigt kun 33 kilometer fra Hjørring til Frederikshavn på Jyllands østkyst, hvorfra der er færgeforbindelse til Göteborg i Sverige og til Oslo i Norge. Alle disse forbindelser har potentiale i forhold til vækst, hvis du har erhvervslokale i Hjørring. I 2002 blev motorvejen mellem Hjørring og Brønderslev indviet, og dermed blev byen forbundet med det europæiske motorvejsnet. E39, som motorvejen hedder, fortsætter i nordgående retning til Hirtshals. Hjørring har naturligvis sin egen togstation, hvorfra der er forbindelse til resten af landet med DSB. Der er også togdrift internt i kommunen med den såkaldte Hirtshalsbane, der snor sig gennem landskabet mellem Hjørring og Hirtshals. Denne togdrift bliver varetaget af Nordjyske Jernbaner. Det er selvfølgelig også muligt at komme omkring med busser, der i Hjørring køres af Nordjyllands Trafikselskab – på siden finder du køreplaner og rutekort. Lufthavnen i Aalborg kan nås på 35 minutter i bil eller på omtrent 50 minutter med tog og bus. Fra Aalborg Lufthavn er der forbindelse til de fleste europæiske storbyer og en høj frekvens af indenrigsafgange. Blandt andet er der fly til København med få timers mellemrum, og flyveturen til hovedstaden tager kun tre kvarter. Der er således mulighed for eksempelvis at besøge forretningsforbindelser i hovedstaden med meget kort transporttid, selv om erhvervslokalet er placeret i Hjørring. Hjørring har faktisk også sin egen lufthavn. Sindal Lufthavn er kommunalt ejet og danner udgangspunkt for private flyvninger. Den bliver flittigt benyttet af erhvervslivet, der har et voksende behov for hurtige forbindelser. Lufthavnen ligger 17 km fra Hjørring centrum og kan således nås på et kvarters tid. Der er et udmærket forgrenet net af cykelstier i Hjørring, og kommunalbestyrelsen arbejder på at udbygge det, så nettet af cykelstier mellem byerne i kommunen bliver mere omfattende. Der er oplagte miljø- og sundhedsmæssige gevinster ved at få folk til at pendle på cykel til og fra arbejde, og hensigten er, at cyklen også skal være det foretrukne transportmiddel i byområder. Med motorvej, jernbane, cykelstier og en havn er der en høj mobilitet i kommunen, hvilket gør det til en let sag at komme frem, hvis du lejer et erhvervslokale i Hjørring.

Erhvervs- og forretningsliv

Erhvervslokaler findes i utallige udgaver, størrelser og prisklasser. På Lokalebasen.dk kan du hurtigt få et overblik over ledige erhvervslokaler i Hjørring. Alt efter hvad du skal bruge erhvervslokalet til, bør du tænke over faktorer som eksempelvis beliggenhed og indretning. Beliggenheden har betydning for virksomhedens image, da det sender et signal til kunder og samarbejdspartnere. Ligeledes bør man overveje, om man hører til i et byområde, eller om man er mere til et erhvervslokale i landlige omgivelser. Indretningen er ligeledes betydningsfuld, fordi den skaber muligheder eller begrænsninger for arbejdsgange i erhvervslokalet og har indvirkning på, om medarbejderne befinder sig godt i virksomheden.

Hjørring er stadig Vendsyssels største handelsby og trækker folk til fra hele oplandet. Byen frister blandt andet med et stort gågadeområde, hvor man har rig mulighed for at fylde indkøbsposerne. Midt i gågaden finder man indkøbscenteret Metropol, der i 2009 slog dørene op for shoppeglade forbrugere. Centeret huser over 35 butikker, et fitnesscenter, en postafdeling og fire cafeer. Derudover rummer det også et moderne bibliotek. Her kan du svinge dankortet i forretninger, der sælger alt fra guldsmykker til badmintonketchere. Når du har fyldt indkøbskurven, kan du slappe af med en god frokost på Café Friends eller en frisksmurt sandwich på Nadias Sandwich, der også lokker med en stor salatbar. Et stenkast fra Banegården finder man Bispetorv Bycenter, der er et moderne handelsmiljø og rummer 12.000 kvadratmeter butikker. Der bliver stadig bygget på den gamle slagterigrund, men de mest veletablerede butikskæder har allerede lejet sig ind i de færdigbyggede erhvervslokaler. Her går man ikke forgæves, uanset om man er på udkig efter et nyt køkken eller et stereoanlæg. Der ligger talrige små og store specialbutikker i Hjørring. Brugerne på Tripadvisor anbefaler, at man lægger vejen forbi de mange smykke-, keramik- og møbelbutikker, hvor specialuddannede håndværkere sælger håndlavet brugskunst. I Hirtshals, hvor havnen udgør hjertet i byen, finder man naturligvis adskillige cafeer og restauranter, hvor menukortet frister med alt godt fra havet. Da Hjørring byder på storslået natur, er der selvfølgelig også en del outdoorbutikker med adresse i byen. De 1200 kvadratmeter i Brasholt Jagt, Fiskeri & Outdoor rummer sandsynligvis byens mest omfattende udvalg af grej og gear til naturelskere. Brasholt har desuden sin egen våbenmager og en underjordisk skydebane, så mon ikke du kan få gode råd til indkøb, uanset om du er ude på at fange en ørred eller skyde en ræv. Den store tilstrømning af mennesker fra forstæderne kan være med til at skabe forretning og vækstpotentiale for en virksomhed med erhvervslokale i Hjørring.

Købekraften i området

Danskerne har i de seneste årtier øget købekraften, men der er stor forskel på by og land. For eksempel har borgerne i Gentofte Kommune landets højeste gennemsnitsindkomst, mens borgerne i Langeland Kommune har den laveste. Hjørring ligger nogenlunde midt i mellem. Den danske analyse- og geodatavirksomhed Geomatic har udarbejdet et interaktivt kort, der viser danskernes gennemsnitlige indkomst. Zoomer man ind på Hjørring, kan man se, at byen har en blandet sammensætning - der er både områder med meget rige indbyggere, og områder hvor gennemsnitsindkomsten er lav. Samlet set er gennemsnitsindkomsten dog en anelse lavere end på landsplan. Hjørring rummer en blanding af segmenter, der boligmæssigt fordeler sig i parcelhuse, rækkehuse og etagebyggeri. De sidste par år har der været en lille fraflytning fra kommunen. En fremskrivning viser, at antallet af de 25-60 årige forventes at falde, mens især gruppen af borgere over 60 vil vokse. Det er ligeledes en tendens, at landområderne affolkes, ikke mindst fordi der bliver færre jobs i landbruget. De byer, der rummer uddannelsesinstitutioner, kultur og arbejdspladser og som fungerer som trafikknudepunkt eller handelsby, trækker virksomheder og borgere til. Derfor arbejder bystyret på at gøre Hjørring endnu mere attraktiv i disse sammenhænge. Det kan man læse mere om i kommuneplanen. Købekraften i Hjørring ligger en anelse under landsgennemsnittet. Til gengæld er lejeniveauet på erhvervslokaler i Hjørring heller ikke lige så omkostningstung som i de større byer.

Parkeringsmuligheder

Ofte er der parkeringsfaciliteter i tilknytning til erhvervslokaler – der er information om dette under beskrivelsen af de enkelte erhvervslokaler på Lokalebasen.dk. Parkeringsreglerne blev harmoniseret i de danske kommuner i marts 2014, så der gælder stort set ens regler over alt. Det er kun muligt at lempe på reglerne, og gør man det, skal der ligge en bekendtgørelse frit tilgængeligt på kommunens hjemmeside. Hjørring Kommune har ikke indført lempelser, og det er således de almindelige parkeringsregler, der er gældende, men vær opmærksom på, at der i nogle parkeringsbåse er tidsbegrænset parkering. Det er nu heller ikke noget problem at komme til at parkere i byen – alene i Hjørring Centrum finder man omkring 2500 gratis parkeringspladser. Handelsstandsforeningen i Hjørring har udarbejdet et kort, der viser, hvor de er placeret. Ved indkøbscenteret Metropol er der en opvarmet parkeringskælder med 450 gratis parkeringspladser, man kan benytte i butikscenterets åbningstider. Husk at stille parkeringsskiven, da det kun er tilladt at parkere i kælderen i tre timer. Man kan hente en gratis parkeringsskive hos Hjørring Turistservice, der ligger ved biblioteket i Metropol.

Udvikling i området

Hjørring Byråd arbejder i en Kommunal Plan- og Udviklingsstrategi med fem fokusområder, der skal gøre det mere attraktivt for borgere og erhvervsdrivende at have adresse i Hjørring. De fem punkter omfatter i korte træk følgende:

  1. Bosætning. Fokus på, at man skal trække borgere til, der er interesseret i nye boformer, der for eksempel har økologi og bæredygtighed som omdrejningspunkt. Og så er der billigere leveomkostninger i Hjørring end i Aalborg – med en togfrekvens på en halv time, kan det være medvirkende til at trække pendlere til.
  2. Erhverv & Jobskabelse. Udvikling af de erhvervsmæssige styrker i kommunen og derved trække kvalificeret arbejdskraft til inden for bygge og anlæg, de maritime erhverv, turisme samt transport og logistik. Det skal ske ved blandt andet at udvikle infrastrukturen – eksempelvis skal Hirtshals have de bedste forudsætninger for erhvervsudvikling.
  3. Unge & Uddannelse. Hjørring er uddannelsesbyen i Vendsyssel, og det skal den blive ved med at være. Derfor har man indgået samarbejdsaftaler med de største uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet om praktik.
  4. Sundhedsfremme og Rehabilitering. Kommunen vil reducere passive udgifter på området og arbejde for sund livsstil for alle, trivsel i skoler, og aktiviteter der forebygger ensomhed.
  5. Byernes Roller og Funktioner. Nettet af cykelstier skal blandt andet udbygges, så de forbinder områdebyerne med uddannelsesinstitutioner, sportsfaciliteter samt stationer.

Hjørring Byråd vandt Arkitektforeningens Byplanpris 2015 for deres strategi inden for investeringer og tilpasning til fremtidens udfordringer. Der er forskellige byggeprojekter i gang i selve Hjørring. Bispetorv Bycenter holdt rejsegilde i 2010, men der bliver stadig bygget på den gamle slagterigrund. Senest er der opført 5000 kvadratmeter nye boliger og 8000 kvadratmeter til kontor- og erhvervslokaler. Med sigte mod at udvikle kulturlivet i Vendsyssel er der netop blevet bygget et nyt teater, der bliver indviet i december 2016. Med erhvervslokale i Hjørring kommer du til at høre hjemme i en kommune, der aktivt arbejder på at skabe de bedste forhold for både borgere og erhvervsdrivende.

Industrien

Når man er på jagt efter et erhvervslokale, kan det være interessant at kende lidt til den øvrige industri i området. En af de største arbejdspladser i Hjørring er Sygehuset, der er en del af Regionshospital Nordjylland. Regionshospitalet er en sammenlægning af sygehusene i Brønderslev, Frederikshavn, Skagen og Hjørring - sidstnævnte betjener den nordlige og vestlige del af regionen. Det beskæftiger naturligvis hovedsageligt medarbejdere inden for det sundhedsfaglige område, men også inden for kategorierne kontor og administration, køkken og logistik er der mange ansatte. En af Danmarks mest velrenommerede virksomheder, Novo Nordisk, har en afdeling i Hjørring med 240 ansatte, der er ansvarlig for den globale forsyning og kvaliteten af virksomhedens nåle. Novo Nordisk skal hvert år bruge millioner af nåle til insulinpenne, og flere af virksomhedens processer i Hjørring foregår døgnet rundt. Også Hirtshals Havn er både direkte og indirekte en stor arbejdsgiver, da den er en af Danmarks største færgehavne, hvor der som tidligere nævnt er forbindelse til Norge, Færøerne og Island. Hirtshals Havns omsætning, antallet af passagerer, biler og lastbiler har over de seneste ni år været støt stigende. Det samme har mængden af gods gennem industrihavnen, og alt tyder på, at udviklingen fortsætter. Frysehusvirksomheden Claus Sørensen A/S er måske ikke lige så kendt som Novo Nordisk, men det er Danmarks førende inden for køle- og frysehuse. I Hirtshals ligger virksomhedens erhvervslokaler ved kajkanten, og her bliver der eksempelvis sorteret, vejet, mærket og pakket fødevarer. I Hjørrings østlige udkant ligger et stort industriområde med adskillige erhvervslokaler, der blandt andet huser virksomheder inden for metal- og stålindustrien. For eksempel er Sindal Stålindustri en af de mest anerkendte leverandører af specialskabe og bokse til el-industrien i Skandinavien. Med erhvervslokale i Hjørring er der således en bred vifte af potentielle samarbejdspartnere.

Hotels And Hostels

Hvis du får gæster, der har brug for at overnatte i nærheden af erhvervslokalet i Hjørring, er der en bred vifte af muligheder. Man finder ikke de store, internationale hotelkæder, men der er et glimrende udbud af mindre, hyggelige hoteller. Derudover byder området på overnatningsmuligheder, der henvender sig til alle typer rejsende, og man kan bo midt i centrum eller med udsigt over Vesterhavet. Centralt i Hjørring finder man Det Bette Hotel, der har fået fine anmeldelser på nettet. I centrum ligger ligeledes det trestjernede Hotel Phønix og B & B Østre Allé. Lidt længere ude i retning mod industrikvarteret finder man et par mindre omkostningstunge muligheder i form af Danhostel Hjørring og Hjørring Camping & Cottages. Byen er heller ikke større, end man hurtigt kan komme ind til centrum fra udkanten af byen – her finder man blandt andet Hjørring Kro. Er man mere til at overnatte i naturskønne omgivelser, er der et rigt udvalg af feriecentre, vandrerhjem, naturlejrpladser og sommerhuse. Og så ligger der naturligvis talrige hoteller og ferieboliger langs Vestkysten – her kan man vågne op med udsigt over det brusende hav, bogstaveligt talt et stenkast fra stranden. Et af de mest populære steder blandt familier med børn er Skallerup Seaside Resort, der også rummer et vandland med spa og wellness, et legeland og et bowlingcenter. Derudover er der knyttet et kreativt værksted, omfattende sportsfaciliteter samt en dyregård og et ridecenter til resortet. Visit Hjørring giver et godt overblik over mulighederne for privat overnatning på små, hyggelige Bed & Breakfast steder i Hjørringområdet.