Arne Jacobsens hvide fabrik og funkisperle foran facelift og revival

Arne Jacobsens hvide fabrik og funkisperle foran facelift og revival

18
mar
2021
Steen Uno
Her trådte Novo Nordisk sine første barnesko og voksede siden til at blive Danmarks største medicinalvirksomhed. Nu restaureres Arne Jacobsens ikoniske funkisperle på Frederiksberg til en ny guldalder.
18
mar
2021
Steen Uno


 

 

 

 
Siden 1934 har Arne Jacobsens hvide modernistiske industribygninger på Nordre Fasanvej på ydre Frederiksberg lagt rum til Novo Nordisk og det danske verdensbrands betydelige insulinproduktion.  

Nu lægger ejendomsinvestor Mogens de Linde store ressourcer i at restaurere de historiske, men i dag nedslidte fabrikslokaler og genoplive de over 20.000 kvm til moderne kontormiljø med højt til loftet.

Den aarhusianske familievirksomhed overtog ved indgangen til februar Jacobsens Hvide Fabrik og forventer, at det ikoniske industrikompleks kan genopstå i nyt tidssvarende set-up i første halvdel af 2023.  

"Det er en ejendom, der er utrolig stærkt bygget, men som mangler en kærlig hånd og har gjort det længe. Dens arkitektur, design og historie kan man dog ikke tage fra den," sagde Mogens de Linde til EjendomsWatch, da han før jul præsenterede det store renoveringsprojekt.


Designklassiker 

Det nystartede Novo Terapeutisk Laboratorium havde i 1932 indledt sin insulinproduktion i et ombygget mejeri på Fuglebakkevej og bad umiddelbart efter den da kun 31-årige Arne Jacobsen tegne en udbygning på nabogrunden.

På hjørnet til Nordre Fasanvej tegnede den ukendte Jacobsen sin tre etager høje fabriks- og kontorfunkisbygning, som de ansatte døbte Sporvognen efter sin aflange facon og buede hjørnevindue. Arne Jacobsen forblev herefter Novos husarkitekt frem til sin død i 1971. 

 

 



Siden 1934 har Arne Jacobsens kendte hvide industribygninger på Nordre Fasanvej
på ydre Frederiksberg lagt rum til Novo Nordisk og det danske verdensbrands store
insulinproduktion.
  


 

I slutningen af 40'erne blev Arne Jacobsen igen bedt om at udvide Novo - denne gang med den seksetagers høje Tårnet ud mod Hillerødgade samt med Laboratoriet opført i forlængelse af Sporvognen på Nordre Fasanvej.

Til Novos ny kantine på Tårnets penthouse-etage tegnede Arne Jacobsen en funktionel stol, der var let at flytte og som kunne stables - den senere verdenskendte Myren, der i dag er en af dansk arkitekturs største designklassikere. 


Levende byrum

Novos tidligere industrikompleks - Novo Nordisk har i dag sit store hovedsæde i Bagsværd - blev i 2007 udpeget som et af 25 nationale kulturminder af Slots- og Kulturstyrelsen.  

Det bliver nu op til de Linde, Elgaard Architecture og Gjøde & Partnere at opfylde Frederiksberg Kommunes ønsker om et mere levende byrum på Nordre Fasanvej med åbne grønne arealer. 


 



Indoor vil alle Arne Jacobsens funktionalistiske fingeraftryk blive bevaret - dørgreb,
skilte, belysningm, møbler - arkitektens eget design udført i kvalitetsmaterialer som
messing, kobber, teaktræ og travertin.
           

 


Det skal bl.a. ske ved at åbne den tilbagetrukne laboratoriebygning med sin karakteristiske spindeltrappe qua større vinduesflader, der giver mulighed for at indrette café, restaurant eller butik i stueetagen.

Indvendig vil alle Arne Jacobsens funktionalistiske fingeraftryk blive bevaret - dørgreb, skilte, belysningm, møbler - alt sammen arkitektens eget design udført i kvalitetsmaterialer som messing, kobber, teaktræ og travertin. 


Novozymes bliver

"Arne Jacobsen er i sig selv et stykke kulturhistorie, og her har vi så også at gøre med en væsentlig del af dansk industrihistorie. Det er ikke alle forundt at få lov til at købe og udvikle et så spændende byggeri. Det er vi meget stolte af, og vi glæder os til at komme i gang," siger Mogens de Linde,

Novozymes, ejet af Novo Nordisk Fonden, forbliver i sine to industriejendomme i Hillerødgade bag linje Fs togspor og er således ikke del af de Lindes ejendomsprojekt. 


 



Den aarhusianske ejendomsinvestor Mogens de Linde ønsker blandt andet at åbne
laboratoriebygningen med sin karakteristiske spindeltrappe med store vinduer, der
giver mulighed for at indrette café, restaurant eller butik i stueetagen. 

 


På Fuglebakkevej-siden af Novo-komplekset kæmper miljøgrupper, politikere m.fl. for at rive den snart 50 år gamle motortrafikvej Bispeengbuen ned, lægge den i tunneller og åbne op for den gamle oprindelige Ladegårdså. 

Seneste gav Københavns kommunalpolitikere i januar grønt lys til at nedrive foreløbig den ene tresporede halvdel af den lige fra opførelsen i 1972 overdimensionerede trafikkile mellem Frederiksberg og Nørrebro.  ●
 


 

Læs mere her:
Lokalebasen.dk: Kontorlejemål i ikonisk industriejendom på Frederiksberg
Delinde.dk: Arne Jacobsens ånd skal leve videre på Nordre Fasanvej
Ugeavisen.dk: Arne Jacobsens Hvide Fabrik får nyt liv

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo