Handling skaber forvandling: Man tager en klassisk kontorbygning fra starten af 80´erne i et klassisk erhvervskvarter med klassiske celleopdelte rum og revitaliserer den til en ny kontekst og nutidig referenceramme.
Over tre årtier gennemlevede det rummelige veltrimmede kontorkompleks sine succeshistorier som afholdt domicil-ejendom på kanten af Mileparkens store veletablerede erhvervskvarter i Herlev.
Nu genopstår den 12.200 m² store kontorejendom på Hørkær som nytænkt og renoveret ´Convenience House´ klar til at interagere og fungere med moderne virksomheder, de ansatte, deres puls samt nye forandrede arbejdsrytmer.
"Vi har skabt et nyt kontorhus, der på forskellig vis skal hjælpe dets brugere med at få arbejdsdagen til at hænge bedre sammen med privat- og familielivet," siger Helle Lindhardt, kunde- og udlejningschef hos ATP Ejendomme A/S.
Convenience
Medarbejdere stiller i stigende omfang krav til den moderne arbejdsplads om convenience-muligheder - tilbud, der kan give den ansatte en mere bekvem og overkommelig arbejds- og hverdag.
Som første led i en fremtidig full service-strategi har Food by Coor netop indviet sit nye kantineflagskib, der tilbyder husets brugere en vifte af bekvemme services - eksempelvis sunde økologiske take away-retter til familie- og gæstemiddagen derhjemme.
"Vores nyåbnede kantine og madlaboratorium er det første service-tilbud, som vi har planlagt at få implementeret i vores nye convenience-koncept," siger Helle Lindhardt.
"Vi stod med en stor velbeliggende, men utidssvarende kontorejendom, hvis look, indretning og tilbud ikke længere stod mål med tiden, og som ved indgangen til 2017 derfor var 75 procent tom.
I dag har vi - efter et års ihærdigt arbejde med at facelifte vores ejendom - netop passeret en udlejning på 80 procent blandt andet takket være vores nye Coor-kantine."
Omdrejningspunktet
Den nordiske facility management-koncern Coor valgte i vinter at indrette nyt hovedkvarter i ATP Ejendommes Convenience House i Herlev.
"Blandt meget andet driver vi 57 kantiner i hele Danmark. I Food by Coor havde vi brug for nogle moderne rammer og faciliteter til at eksponere et lækkert kantineflagskib, som vi kan vise frem for nye og potentielle kunder.
Vi satser på, at det skal løfte sig som det populære omdrejningspunkt og lokomotiv i vores flotte nye, opdaterede lejemål her på Hørkær," siger Liza Hvidt, udviklingschef hos Food by Coor Danmark.
"Vores nye kantineflagskib skal blive det populære omdrejningspunkt og lokomotiv i vores flotte nye, opdaterede lejemål på Hørkær," siger Liza Hvidt, udviklingschef hos Food by Coor Danmark. |
Kantine og madlaboratoriet har et lyst og åbent New Yorker-look, specialtegnede stole af interiør-designeren og tv-værten Anders Busk Faarborg og styres af kreativ køkkenchef Rasmus Kjær, Årets Kok 2002 og vinder af DM i smørrebrød 2013.
Liza Hvidt arbejder på, at Coor - ved siden af sin Food-afdeling og kantinens allerede aktuelle services - hen ad vejen vil blive i stand til at tilbyde husets fremtidigt op til 600 medarbejdere en række supplerende ´bekvemmeligheds-tilbud´ - f. eks. vask og rens af tøj, bilservices med videre.
"Ved siden af vores sundfrokost-koncept, social dining events, lækre hjemmebag, tre retters menuer, take away-tilbud m.v. præsenterer vores køkken løbende events med showcases for aktuelle som nye kunder i ejendommen," siger Liza Hvidt.
Erhvervsvenlig
Helle Lindhardt fra ATP Ejendomme pointerer, at det i stigende grad er et must for danske virksomheder, at der findes fælles kantinefaciliteter i den erhvervsejendom, som de påtænker at flytte ind i.
"I efteråret var vi i stand til at fastholde en virksomhed, der ønskede at nedskalere sine kvadratmeter. Qua den nye Coor-kantine kunne firmaet ombygge eget kantinerum til kontorareal, rykke sammen på etagen samt forblive på Hørkær fremfor for at skulle bryde op og flytte."
Ansatte stiller i stigende grad krav til den moderne arbejdsplads om convenience- tilbud og muligheder - fælles kantinefaciliteter har udviklet sig til at blive et must. |
Senest er Dansk Sundhedssikring A/S rykket ind på 3.000 nyistandsatte kvadratmeter på Hørkær 12, der blandt andre også huser en af Intels udviklingafdelinger.
"Herlev har i en årrække markeret sig som en af hovedstadens mest erhvervsvenlige kommuner og kan ifølge egne tal blandt andet fremvise Danmarks største arealmæssige vækst inden for kontor, handel og administration på 36 procent," siger Helle Lindhardt.
"Vores Convenience House på Hørkær har således en super beliggenhed samt perfekte adgangsveje: Ringvejen, motorvejen, et kvarters tid fra City, 500 meter fra S-toget på Herlev Station og få minutters gang fra den fremtidige Ring 3 letbane."
ATP Ejendomme kan netop nu tilbyde ledige kontorlejemål på Hørkær i størrelser på mellem 585 og 2.299 m². ●
Læs mere her:
Atp.ejendomme.dk: Prospekt Hørkær 12 A-C
Coor.dk: En service management-leverandør der skaber fordele
Herlev.dk: Herlev - en erhvervsvenlig og serviceorienteret kommune
Lokalebasen.dk: Velbeliggende ejendom i udbygget erhvervsområde