Efter dramatiske fald i den globale udlejning sidste år på gns. 35% viser markedet nu synlige tegn på, at udlejnings-aktiviteten igen er for opadgående over hele verden.
I en ny rapport imødeser verdens største erhvervsmæglerselskab CBRE en vækst i år i den globale kontorudlejning på ca. 10% i forhold til kriseåret 2020.
I sin Global Midyear Real Estate Market Outlook 2021 forudser CBRE, at efterspørgslen på kontorlejemål allerede i år vil stige markant hos primært virksomheder i teknologi-sektoren.
Til næste år forventes udlejningsraterne i Europa og i USA især at accelerere inden for medicinal- og biotekindustrien samt hos firmaer i fremstillings-, energi- og teknologi-sektorerne.
2019-niveau
"De globale kontorvirksomheder er netop nu i fuld gang med at implementere de nye workflow-strategier og deres hybride arbejdspladser, der til sammen vil tilskynde til øget samarbejde på alle leder og kanter.
Selv om vi ser virksomheder, der ikke ønsker at forny deres lejekontrakter, forventer vi, at efterspørgslen vil holde trit året ud, så udlejningsaktiviteten i 2021 vil tangere 2019-niveau," siger CBRE senior-vicepræsident Bryce Terveen.
Efter et dramatisk dyk i den globale kontorudlejning i kriseåret 20 på gennemsnitlig 35% viser markedet tegn på, at udlejnings-aktiviteten er for opadgående på ny over hele verden. Fotos: iStock |
I årets sidste måneder forventer CBRE at se stadig flere kontormedarbejdere ønske at vende tilbage til deres fysiske arbejdspladser, som virksomhederne har opgraderet med skærpet fokus på trivsel og velvære.
Samtidig anser CBRE det for sikkert, at efterspørgslen på fleksible kontorlokaler og kontormiljøer kommer til at stige betydeligt, samt at eksisterende kontorarealer opdateres til at kunne matche de ansattes nye post-corona behov for samarbejdsmiljø og it-teknologi.
Optimisme
Trods coronakrisens forskellige nationale forløb op gennem 2021 har kontortomgangen i de europæiske citykerner generelt vist sig som det laveste i en årrække - mellem to og ni procent - ligesom efterspørgslen har holdt niveau.
Kvadratmeterprisen på kontorlejemål i disse storbyer viser ifølge foreløbige målinger over en bred kam status qvo eller kun marginale fald på ganske få procnnt.
Globale erhvervsmæglere forudser, at den genvundne markedsoptimisme oven på coronakrisen kan bringe udlejningsaktiviteten i 2021 helt op på 2019-niveau. Foto: cbre.dk |
New Yorks Manhattan oplevede august i år som sin travleste udlejningsmåned siden januar 20 med ifølge Colliers 2,45 udlejede office sq. ft. - nu fjerde måned i træk med øget udlejningsfrekvens - mens kontortomgangen på Manhattan faldt til 16,9%.
I Skandinavien kalkulerer norske erhvervsmæglere for perioden 2021-23 med en stigning i lejepriserne på moderne henh. nybyggede kontorlokaler i Oslo centrum samt i byens centrale businessdistrikter på 10-12%.
Dansk marked i fart
Herhjemme viser kontorudlejningen netop nu et overraskende højt aktivitetsniveau med aktuel efterspørgsel, der står i skærende kontrast til virksomhedernes fortsat mange post-corona hjemmearbejdende ansatte.
"Faktisk går det allerede nu bedre, end det gjorde før krisen, og udviklingen ser ud til at tage fart. På vandrørerne hører vi, at der er virkelig god aktivitet derude, og at tomgangen er faldende," siger Jannick Nytoft, CEO i Ejendomdanmark, til Finans.dk.
I juli i år lå tomgangen på landsplan for danske kontorlokaler på 9,1% mod 9,8% i oktober 2020. Ved indgangen til fjerde kvartal oplever adskillige kontorudbydere en buldrende efterspørgsel og tæt på fuld udlejning,
Trods firmaernes fortsat mange post corona-hjemmearbejdende ansatte er der høj fart på det danske kontorudlejningsmarked, især når det gælder gode lokaler på de rigtige lokationer. Foto: lintrupnorgart.dk |
Ejendomsselskabet Jeudan kunne i årets første seks måneder notere en nettoudlejning - nyindgåede kontrakter minus opsigelser i samme periode - på 61 mio. kr., hvilket er en tredobling i forhold til hele 2020.
"Der har været mange bekymringer og teorier om, at folk i en eller anden udstrækning nu vil være derhjemme og arbejde, og hvad det vil have af afsmittende virkning på kontormarkedet.
De bekymringer er modbevist, i alt fald når det gælder gode lokaler på den rigtige beliggenhed," siger Lars Thylander, formand for ejendomsselskabet Thylander Gruppen, til Finans.dk. ●
Læs mere her:
CBRE.com: Global Midyear Real Estate Market Outlook 2021
Estatenyheter.no: Leieprisene skal mest opp i sentrum og CBD
Commercialobserver.com: Manhattan Saw Strongest Month of Leasing in August
Finans.dk: Kontormarkedet buldrer afsted trods mere hjemmearbejde