Lager & logistik XL - transportcenter vækster og vokser til landets største

Lager & logistik XL - transportcenter vækster og vokser til landets største

29
mar
2017
Steen Uno
I år 2000 var det endnu blot en forblæst mark langs Køge Bugt Motorvejen - med vinterens rekordstore grundsalg og nye udvidelser lige om hjørnet kan Skandinavisk Transport Center nu kalde sig Danmarks største transport- og logistiskcenter.
29
mar
2017
Steen Uno


         






Et stort fladt, men uhyre velbeliggende grundstykke små tre kilometer fra Køge centrum har udviklet sig til at blive en af de største og mest succesfulde erhvervsudlejninger i hovedstadsområdet.

Fra de første spadestik tilbage i 2001 har Skandinavisk Transport Center i dag foldet sig ud over 1,7 mio. m² eller ca. 240 fodboldbaner og har i takt med sin stormende udvikling samtidig etableret sig som meget stærk vækstmotor i et af landets hurtigst voksende erhvervsområder.

STC huser netop nu 30 distributions-, lager-, service- og logistikvirksomheder - heriblandt med prominente navne som Netto, Lidl, OK, PostNord, Nomeco og Lemvigh-Müller m.fl..

Med sine kommende udvidelser på næsten 800.000 nye kvadratmeter bliver Skandinavisk Transport Center i stand til at profilere sig som Danmarks største transport- og logistiskcenter.


Transportklynge

"STC har genereret 3.000 nye arbejdspladser, og 1.000 flere er på vej i årene frem. Vi kan tilbyde virksomhederne topmoderne faciliteter, god plads til at bygge på og nem adgang til deres markeder i Danmark, Sverige, Tyskland og resten af Europa.

Vi har skabt en velsmurt transportklynge i Køge og en styrket position i det danske transport- og logistiksystem. Jeg er sikker på, at Nordeuropas vigtige markeder er inden for rækkevidde," siger STC-direktør Thomas Elm Kampmann.

 



PostNord er i fuld gang med at opføre sit nye, 31.000 m² store lagerhotel samt på
nabogrunden yderligere en 25.000 m² stor samlet pakke- og godsterminal i STC.

 

Skandinavisk Transport Center er skudt op i et strategisk knudepunkt, hvor motorvejene E20, E47 og E55 støder sammen - tæt på både København og Malmø - og med over 100.000 køretøjer passerende forbi hver dag.

"Hertil kommer Køge Kommunes gode infrastruktur, udvidelsen af erhvervshavnen, men også de vilkår, vi tilbyder vores virksomheder. Skatten er lav, der er ingen dækningsafgift, og vi hjælper med smidig, effektiv sagsbehandling," pointerer Køge-borgmester Flemming Christensen.


Regionalt kraftcenter

Blandt de nye fremtidige logistik- og lagerlejemål i landets nu største transportcenter formidler erhvervsmægleren CBRE Danmark en projekteret, op til 33.000 m² stor lagerhal.

"Qua STCs ideelle beliggenhed og vellykkede etableringsfase har logistikbranchen i de seneste år for alvor fået øjne for centrets store infrastrukturelle fordele," siger ejendomsmægler og valuar Thomas Gottlieb, CBRE.

 



"Skandinavisk Transport Center har sin del af æren for, at Køge i disse år udvikler
sig til et regionalt kraftcenter," siger Thomas Gottlieb, CBRE Danmark.

 

"Skandinavisk Transport Center har sin del af æren for, at Køge i disse år udvikler sig til et regionalt kraftcenter. Stadig flere virksomheder flytter til Køge, som ligger geografisk perfekt med direkte adgang til motorvejsnettet, udvidelsen af byens erhvervshavn og meget mere.

I CBRE er vi blevet betroet opgaven at finde en lejer til denne spændende lager- og logistikgrund på 66.688 m² med byggeret på halvdelen og en loftshøjde på op til 30 meter velegnet til større lager-, transport- eller produktions-virksomheder med betydeligt transportbehov," tilføjer Thomas Gottlieb.


Nye centre

Danmarks første transport- og logistikcenter, nu Exxit 59, åbnede i 1987 ved Vejle. I dag findes der centre over hele landet - i Herning, Aalborg, Hirtshals, Taulov, Padborg, Høje-Tåstrup med flere.

I landets næststørste by har Logistikparken Aarhus siden 2009 været under hastig opbygning og eksponering, og i Tietgenbyen i Odense er stort fynsk transport- og logistikcenter aktuelt under udvikling. ●

 



STC har placeret sig i et strategisk knudepunkt, hvor motorvejene E20, E47 og E55
støder sammen med hver dag over 100.000 passerende køretøjer.

 

 


Læs mere her:
Skandinavisk Transport Center Køge
Sn.dk/Køge: Kæmpe transportcenter melder udsolgt
Cbre.dk: Lager- og/eller logistikprojekt op til 33.000 m²
Lokalebasen.dk: Lej logistik- og lagerlokaler i Skandinavisk Transport Center

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo