Lokalebasen.dk fik vellykket cykelevent i Cannes:
På sidstedagen af MIPIM 2014 samlede holdkaptajn alias Lokalebasen.dks direktør Jakob Dalhoff sit crew på 14 stjerner og hjælperyttere og kørte ud på den charmerende morgenetape på Cote d´Azur.
SEBs Head of Commercial Real Estate Peter Toftager nåede som feltets eneste rytter hele vejen frem til St. Raphael (og tilbage igen) – byen ligger små 85 km syd for Cannes!
Med i Lokalebasen.dks nye grå trikot var også den danske mester i H60 på landevej Hasse Larsen, der fik testet formen grundigt af, inden han senere på årets stiller op i sin klasse ved VM 2014.
Det var første gang, at Danmarks førende udlejningsportal for erhvervslejemål afprøvede denne form for Mipim-networking.
Også Tour de Mipim 2015
“Vi havde samlet et rigtig godt hold af ivrige cykelentusiaster og gode venner af huset, og sammen havde vi et par rigtig dejlige timer på to hjul i de fantastisk stemningsfulde omgivelser.
Jeg tør allerede nu love, at Lokalebasen.dk også vil blive vært for et “Tour de Mipim 2015” – ja, vi satser på at gøre dette arrangement til vores egen årlig tilbagevendende event i Cannes," siger Jakob Dalhoff.
Strabadserne i den sydfranske forårssol afsluttedes med en velfortjent frokost til Lokalebasen.dks cyklende netværkere på restaurant l’Angle i hjertet af Cannes.
Årets Mipim-ejendomsmesse samlede et pænt stykke over 20.000 deltagere fra hele verden, ca. 500 fra Danmark. Øresundsregionen sikrede sig to prestigefyldte Mipim 2014 Awards: Emporia i Malmø fik prisen som bedste shoppingcenter, mens infrastruktur-projektet MAX IV i Lund kåredes til Best Futura Project.