Tårnhøje forventninger til det ny City-ikon

Tårnhøje forventninger til det ny City-ikon

17
maj
2016
Steen Uno
Trods endnu et halvt år til indvielsen er forventningerne til Axel Towers - Københavns nye spektakulære kontorhøjhus og fremtidige City-ikon på byens kendte Scala-hjørne over for Tivolis hovedindgang - mere end tårnhøje.
17
maj
2016
Steen Uno


Byline

 

 

 

Fra 1880´erne og helt frem til 1957 var det Københavns festlige, folkelige og fornøjelige hjørne - i årtier kendt og elsket som forlystelses-etablissementet National Scala.

Nu næsten 60 år senere gør byens kendte Scala-hjørne 200 meter fra Rådhuspladsen - efter de to ´fejlcastede´ mellemstationer stormagasinet Anva og siden butiks- og restaurantcentret Scala - klar til at genopstå som Axel Towers.

Det spektakulære arkitektoniske tilløbsstykke vil - ud over sine uhyre velbeliggende kontorlejemål - berige det centrale City-byrum med caféer, restauranter og butikker i de nederste etager samt en skybar på 10. etage med panoramaudsigt over Tivoli.

Umiddelbart over for Tivolis hovedindgang vil en bred trappe og elevator føre op til en offentlig byhave samt nyt hyggeligt mødested med træer og blomster.


I hjertet af hjertet

På forhånd har der været stor interesse og rift om de nye fem forbundne kontortårne på Axel Torv - det laveste 28 meter, det højeste 61.

Således har advokatfirmaet Gorrissen Federspiel forlængst lagt beslag på hele 14.000 af Axel Towers´ ca. 19.000 kontorkvadratmeter til sit ny firmadomicil.



"Axeltorv har i alt for mange år ligget hen som et - bymæssigt såvel som æstetisk - noget pauvert rum på et uhyre attraktivt sted, men det udtryk vil Axel Towers heldigvis nu lave helt om på," siger erhvervsmægler Susan Lintrup fra Lintrup & Norgart A/S, der udlejer ca. 2.000 m² af de p.t. endnu ledige kontorlokaler.

"De fem kommende kontorhøjhuse vil ikke kun blive et fantastisk sted for de heldige, der vil få daglig arbejdsplads i spændende bygninger, men også give københavnerne samt byens mange turister på den kendte og travle plads foran Tivoli et kolossal tiltrængt facelift."  


Supereffektive m²

Susan Lintrup understreger, at Axel Towers vil rumme nogle af - ja, måske de mest effektive kontorkvadratmeter i Københavns City overhovedet.

"Det har naturligvis en pris, når man prioriterer at bo på en byens mest eksklusive adresser. Men virksomheder med flytteplaner og behov bør bestemt ikke lade sig afskrække på forhånd, for Axel Towers kan præsentere nogle helt unikt indrettede kontorrum med et usædvanlig minimum af spildplads.



Eksempelvis har et 323 m² stort lejemål på en af de p.t. fire ledige etager plads til ikke færre end 39 medarbejdere, fordi de fem kontorhuse er indrettet så supereffektivt, at de har elimineret alle de overflødige fællesarealer," siger Susan Lintrup.

På det kendte københavnske torv har Lundgaard & Tranberg Arkitekter bestræbt sig på at skabe en ny voluminøs bygning med unik arkitektonisk identitet og som modsat dens forgængere på stedet ikke er bygget sammen med naboejendommene, men derimod er fritliggende med adgang fra alle sider.


Offentlig udsigt

Axel Torvs fem fremtidige kontortårne tæller alt i alt 40.500 m², hvoraf de 15.000 udfyldes af fem kælderetager indrettet med teknik-, arkiv- og depotrum samt 180 parkeringspladser.

Det har været et must for arkitekterne at sikre et åbent offentligt udsigtsrum på øverste etage i form af en café, restaurant - eller?

"Netop nu ved jeg, at der forhandles om et utrolig spændende, men også overraskende koncept, der - hvis det forhåbentlig bliver til virkelighed - næppe kan undgå at blive et attraktivt tilløbsstykke for Axel Towers," siger en hemmelighedsfuld Susan Lintrup.

Københavns ny eksklusive kontorhus og attraktion forventer at åbne på dørtrinnet til 2017. 
 

 

Læs mere her om Axel Towers:
Kæmpe byggeprojekt genopliver Scalagrunden
Lintrup & Norgart: Find et ledigt kontorlejemål i Axel Towers


 

 


 

 

 

 

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo