Fremtidsfabrikken: Svendborgs kreative kontorfællesskab

Fremtidsfabrikken: Svendborgs kreative kontorfællesskab

17
feb
2016
Annamaria Lauridsen
Det kreative kontorfællesskab Fremtidsfabrikken i Svendborg med det sydfynske øhav som nabo har udviklet sig til et stærkt sydfynsk brand og succesrig netværksskaber.
17
feb
2016
Annamaria Lauridsen

Annamaria

 

Jeg træder ud på Svendborg Station og ser straks Fremtidsfabrikkens bygning, der ligger lige ved siden af stationspladsen og har byens prægtige havnevue som baggrund. Det er en finurlig bygning, med et fabriks-lignende udtryk, som passer godt til de gamle, rustikke industribygninger, der er en del af havnes silhuet.

Jeg skal ind og tale med fabrikschef Susanne Linnet Aagaard og træder indenfor for at finde hendes kontor.

Netværket kom først – så kom huset

Susanne

Hun byder mig smilende velkommen, og vi sætter os i et af husets utallige rum, der har udsigt over havnen. Hun fortæller mig, at Fremtidsfabrikkens netværk og fællesskab startede længe før selve kontorfællesskabet eksisterede - stik imod de fleste andre kontorfællesskaber.

"Fremtidsfabrikken startede egentligt som et kompetence-udviklingsprojekt, der havde til formål at skabe vækst og stimulere netværk mellem virksomheder på Sydfyn.

Projektet fik efterhånden skabt et stærkt brand og netværk, og der opstod et stort ønske blandt deltagerne om et fælles hus. Husets ånd har derfor fra begyndelsen hvilet på samarbejde og sparring," siger Susanne Linnet Aagaard.

Med støtte fra Kommunen og i samarbejde med de kommende brugere blev den tidligere rutebilsstation moderniseret og omdannes til det spirende kontorfællesskab. Da Fremtidsfabrikken havde stået for projektet, der satte det hele i gang, var det naturligt, at også huset fik dette navn - og af den årsag fik bygningen sit fabrikslignende udtryk.

 

Fremsyn, udsyn og Sydfyn

Der er lagt mange positive tanker bag selve indretningen af kontorfællesskabet. 

"Indretningen er inspireret af tre temaer: fremsyn, udsyn og Sydfyn. I etagens ene ende ligger en fælles café med temaet udsyn, der har til formål at give en følelse af at have udsyn over verdenen. Derfor hænger der blandt andet et stort verdenskort på væggen, og så er der selvfølgelig udsigten ud mod Svend-borg Sund.

foto skaov


I den anden ende af stueetagen ligger undervisnings-lokalet ’Fremsynet’, hvor indretningen lægger op til aktivitet," siger Susanne Linnet Aagaard.

På de andre etager er der både 1-mands- og flermandskontorer og åbne kontormiljøer med temaer, der afspejler forskellige stemninger af Sydfyn.

"Her finder du blandt andet kontormiljøet ’Skoven’, der har en organisk, naturlig atmosfære, som sidder man under et af Sydfyns egetræer. Du finder også kontormiljøet ’havet’, hvor man er omgivet af vægge med bølger og brus, der appellerer mere til kraft og energi," fortæller hun. 

På allerøverste etage finder du husets hyggekrog, der er indrettet efter et huletema med gamle, hyggelige møbler. På øverste etage er der herunder adgang til en stor tagterrasse med panoramaudsigt ud over øhavet.     

 

fabrikken

 

Kreativt hus til kreative mennesker

Lejerne i huset tæller både nystartede iværksættere, men også etablerede virksomheder. Fælles for dem alle er, at de arbejder inden for det kreative erhverv.  

"Faktisk er selv vores servicepersonale kreative. Fx er vores håndværker scenograf, vores husvært forfatter, og vores husassistent keramiker og dekoratør," siger hun smilende.

Næste skridt for Fremtidsfabrikken er, at husets gavle skal dekoreres af en international og en lokal kunstner. Derudover åbner Fremtidsfabrikken endnu et kontorfællesskab i nærheden, der skal huse maritime, kreative og IT-virksomheder.

 

Dagligdagen på Fremtidsfabrikken

Men hvordan er det egentlig at have kontor her? På mit besøg snakkede jeg med et par af husets lejere om deres dagligdag i Fremtidsfabrikken.  

 

Allan Bojsen driver IT-virksomheden, Bojesen IT, der udbyder assistance til virksomheder om deres online tilstedeværelse. 

Hvorfor blev du lejer her i Fremtidsfabrikken?

"Jeg startede egentligt med at være underviser på et af Fremtidsfabrikkens forløb. Og der fandt jeg ud af, at det var et meget spændende miljø. Da selve kontorfællesskabet åbnede, fik jeg så selv en plads, og det fungerede bare rigtig godt, og jeg var rigtig glad for at komme herned. Det er et inspirerende miljø og inspirerende mennesker."

"Det er dynamisk, og der er knald på. Og så er der altid nogen, man kan sparre med, hvilket især giver værdi for nystartede virksomheder. Det sker især, når vi spiser frokost eller mødes på trappen. Der er et rigtig godt socialt liv, og man forpligter sig også til at tage del i fællesskabet. Fx hjælper vi hinanden med at få nye kunder.

Hvordan er det at arbejde her?

De fysiske rammer betyder meget for mig. Jeg har en fantastisk udsigt, og jeg føler mig virkelig privilegeret. Det er nogle inspirerende lokaler, og der er en dejlig atmosfære her. Det giver velvære, og jeg føler mig godt tilpas. Når jeg får kunder på besøg, er de også meget positivt indstillede over for stedet."

 

Lasse Ragnstrup har virksomheden, FACTORYHOUSE, der beskæftiger sig med ejendomsudvikling.

Hvordan er det for dig at arbejde her på Fremtidsfabrikken? 

hej

"Det er et fantastisk sted med rigtig fine forhold. Jeg har tidligere haft kontorplads i København, men du får slet ikke så gode forhold i København – det er der simpelthen ikke plads til. Her får du meget mere for pengene, og så er der arbejdsro."

Hvad er det bedste ved at arbejde her?

"Her er ordnede forhold, og her er pænt og hyggeligt. Og så er her en rigtig god café, som jeg bruger meget. Og folk er søde, rigtig søde. Det er meget socialt og et spændende miljø, og jeg glæder mig altid, når jeg hører om nogle af de nystartede virksomheder, der lykkes med deres projekter. Det er dejligt at høre om."

  

Mette Theisen Moses, grafisk designer og indehaver af virksomheden, Reklamepigen.

Hvorfor valgte du at blive lejer her på Fremtidsfabrikken? 

dame

"Jeg havde førhen kontor derhjemme, men jeg savnede noget socialt og kollegialt i det daglige. Så hørte jeg om dette projekt og tænkte, at det var noget for mig." 

Hvordan er det for dig at arbejde her? 

"Det viste sig at være super godt. Jeg har fået mange flere kunder ud af det samt et større netværk. Jeg vil sågar sige, at det næsten er ligesom at have familie, da vi begynder at kende hinanden rigtig godt."

"Jeg synes, at jeg er blevet gladere for at gå på arbejde. Der er nogle dejlige rammer at være i, og det gør, at jeg præsterer bedre. Her er en skøn udsigt, og om sommeren bruger jeg ofte tagterrassen. Derudover er der altid nogle, søde, sjove og kreative mennesker at snakke med." ●



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo