Hip workspace-udvikler til tops blandt verdens rigeste startups

Hip workspace-udvikler til tops blandt verdens rigeste startups

17
mar
2017
Anne-Kathrine Utzon
På bare seks år er den unge New York-baserede ejendoms- og workspace-udvikler, WeWork, blevet en himmelstormende succes-story, der i dag vurderes til at være 112 mia. kr. værd.
17
mar
2017
Anne-Kathrine Utzon

 

Byline AK

 

At kunne rejse milliarder af kroner til ekspansion og blive et af de mest værdifulde private virksomheder i verden… 

Det lyder som utopi for de fleste iværksættere, men ikke desto mindre er det på ganske få år blevet en realitet for den hippe amerikanske workspace-udvikler, WeWork.

WeWork SoHo

Det første WeWork kontor blev etableret i SoHo i New York City i 2010.

WeWork ejer ikke en eneste kontorkvadratmeter, men har siden 2010 lejet sig ind på langtidskontrakter og indrettet erhvervslokalerne til toptrendy lejemål med faciliteter som bordtennis, panoramaudsigt og gratis WeWork ølhaner. Derefter har de lejet dem ud til selvstændige, freelancere, iværksættere og andre kreative startups m.fl. på korttidskontrakter - med blot en måneds opsigelse.  

Regus, verdens største og kendte kontorhotel-kæde har over 3.000 kontorhoteller i over 120 lande. Til sammenligning har WeWork blot etableret sig i ca. 150 kontorer i 12 lande.  

Ikke desto mindre er WeWork, grundlagt i 2010, på papiret allerede mere værd end Regus - senest opgjort til en markedsværdi af gigantiske 112 mia. kr. mod Regus´ på 19,4 mia kr.. 

Med den tårnhøje værdiansættelse ligger WeWork derved i dag på linje med det sociale medie Snapchat, der har i omegnen af 60 millioner daglige brugere ifølge Forbes.

N.Y.-himmelstormeren har for længst overhalet succesrige virksomheder som Spotify, Pinterest, Dropbox og softwaren Zenefits - sidstnævnte som historiens hidtil hurtigst voksende startup-virksomhed.

   

The ’We generation’ 

Et nærmere kig på værdiansættelsen af WeWork viser, at den succesrige virksomhed er blevet vurderet som en IT-virksomhed og ikke ejendomsvirksomhed.

IT-virksomheder vurderes som oftest højere end andre erhvervstyper, fordi man anser disse virksomheder som værende mere skalérbare og dermed bedre som investeringer. 

Investorerne har valgt at vurdere WeWork med fokus på virksomhedens globale netværk af innovatorer - the ’We Generation’. Netværket forbinder alle medlemmer via WeWork’s egen app, der samtidig gør det muligt for medlemmerne at arbejde virtuelt sammen overalt i verden.  

WeWork Mexico City

WeWork's trendy kontor i Mexico City

WeWork´s stærke globale netværksfællesskab er samtidig hovedårsag til, at kinesiske investorerne har investeret 1,4 milliarder dollars i succes-virksomheden. 

Og ifølge Artie Minson, President for WeWork, gør dette globale netværk, at WeWork klart differentierer sig fra alle andre co-working spaces og kontorfællesskaber i verden.

”Ved at vi forsat skalerer, vil WeWork differentiere sig yderligere fra vores konkurrenter ved at have det mest robuste globale netværk, de bedste medarbejdere og den mest innovative teknologi," siger Artie Minson.   

”Hele 70 procent af vores brugere samarbejder på den ene eller anden facon, mens hele 50 procent rent faktisk laver forretning sammen,” fortæller Eugen Miropolski til NINEtoFIVE, der er Managing Director for Europa og Israel hos WeWork. 

 

Co-working breder sig

Networking har i dag udviklet sig til at blive en fortsat større og betydeligere del af forretnings-driften for moderne iværksætter-virksomheder.

"WeWork har løftet co-working til et helt nyt niveau ved at facilitere netværket på deres egen globale app. Vi ser, at co-working tankegangen med at dele sin viden, tanker og idéer med andre virksomheder i dag skaber stor værdi for virksomheder.

Co-working bliver mere og mere udbredt især blandt mindre virksomheder, selvstændige, freelancere med flere," siger Jakob Dalhoff, CEO hos Lokalebasen.dk.

Flere og flere vælger i dag en freelancer-tilværelse med et friere arbejdsliv, højere selvbestemmelse og fleksibilitet - en prioritering, der er fundamentet for WeWork’s forretningsmodel.  

Ifølge Matt Barrie, topchef for verdens største freelancer-portal Freelancer.com, kan virksomheder nemt og hurtigt poste et projekt eller en opgave og finde den rette freelancer-profil, hvorfor firmaer i mange tilfælde slet ikke længere har behov for fuldtidsansatte medarbejdere. 

”Ofte har den enkelte virksomhed behov for at få skudt målrettet og specialiseret kompetence ind i virksomheden for blot en periode. Ved at hyre freelancere i stedet for fuldtidsansatte kan man lettere skalere op eller ned og samtidig bevare et fleksibelt budget," siger Matt Barrie.

Ifølge Forbes udgør freelance-ansatte medarbejdere i dag 35 procent eller nærmere 55 millioner af USA’s samlede arbejdsstyrke. I 2020 forventes tallet at stige til 50 procent i både USA og UK.

 

Freelancer-boom

WeWork Berlin

I Berlin har WeWork etableret sig i smukke grønne omgivelser. 

Også i Danmark og andre europæiske lande skønnes antallet af freelancere og selvstændige at stige de kommende år. Alene i Danmark er antallet af selvstændige konsulenter fordoblet siden 2007, viser tal fra DJØF.

"Vi ser en overordnet tendens til, at flere springer ud som selvstændige, freelancere og iværksættere på de fleste vestlige arbejdsmarkeder.

Efterspørgslen på kontorhoteller, kontorfællesskaber og coworking spaces stiger markant i disse år – netop fordi disse kontorformer matcher denne type medarbejdere i forhold til fleksibilitet, networking , faste omkostninger med videre," siger Jakob Dalhoff.   

”Det er præcis denne trend, som WeWork er poppet op i og har klogt forstået at udnytte. Hvis arbejdsmarkedet som forventet vil booste antallet af freelancere i USA, Kina, Europa osv., så kan WeWork med sit stærke community og netværk i fortsættelsen ikke undgå at blive en endnu mere gylden og profitabel forretning."  

Han tilføjer dog, at det hurtigt kan gå i modsat retning, hvis konjunkturerne vender og arbejdsmarkedet oplever økonomisk nedgang.

 

WeWork

 

Facts om WeWork

  • Hvem ejer WeWork? WeWork er en privatejet virksomhed, som blev co-founded af Adam Neumann og Miguel McKelvey i 2010 i New York City. WeWork har en lang række investorer, der blandt andet tæller Goldman Sachs, Havard University og JPMorgan.

  • Hvad er WeWork værd? Den seneste finansieringsrunde i oktober 2016 værdiansatte WeWork til den gigantiske sum af 112 milliarder kroner. 

  • Hvor mange medlemmer har WeWork? Mere end 90.000.

  • Hvor meget plads udlejer WeWork globalt? 7 millioner kvadratmeter fordelt på ca. 150 kontorer.
  • I hvilke lande er WeWork etableret? USA, Israel, England, Holland, Canada, Tyskland, Mexico, Kina, Sydkorea samt Australien. Kontorer i Indien og Frankrig kommer meget snart.

  • Hvad tilbyder WeWork?
    • Samarbejdende og lækkert indrettet arbejdsrum til virksomheder i alle størrelser.
    • Et community med over 9.000 medlemmer, der samarbejder både in-person, men også virtuelt.
    • En app, der lader medlemmer connecte og arbejde virtuelt sammen overalt i verden
    • Formelle og uformelle events til at stimulere networking.
    • Services som sygeforsikring, IT-support, juridisk hjælp, betalingssystemer samt uddannelse og kurser.
       
  • Har WeWork nye initiativer i ærmet? WeWork har for nylig lanceret et co-living koncept, hvor man kan leje sit ind og bo i et co-living space, hvad man i Danmark kender som et bofællesskab.

 

Læs mere om WeWork:  
WeWork's hjemmeside: 
www.wework.com
The Hustle: Why is WeWork worth so much?

The Real Deal, New York Real Estate News: What are we worth? 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo