Hvor strategisk byder din virksomhed jeres kunder og gæster velkommen

Hvor strategisk byder din virksomhed jeres kunder og gæster velkommen

12
mar
2019
Steen Uno
Firmaets receptionsareal eller lobby giver et billede af husets brand, sjæl, vision og ambition - eller bør gøre det. Kommunikerer velkomstområdet på din virksomhed de rette indbydende og strategiske signaler til dem, der besøger jer hver dag ...?
12
mar
2019
Steen Uno

 

 

 

 

 

Uanset størrelse og ressort bør det være enhver virksomheds interesse, at dens velkomst- og receptionsområde som firmaets ansigt udstråler venlig imødekommenhed, positiv spirit og indbyder til kommunikation og dialog.

Moderne kontordesign sigter efter at accentuere firmaets vision, branding og personlighed i valget af interiør i arbejdsrum og miljø såvel som i husets velkomst- og receptionsareal.

Hver kunde eller gæst, der går ind af firmaets dør, får et første indtryk af virksomheden fra lobbyens layout, struktur og helhed. En harmonisk velkomst fra et velordnet receptionsområde er i stand til at give den besøgende en positiv følelse af identitet.

Hvad enten din virksomhed prioriterer innovation, kreativitet, tradition, elegance eller helt andre kompetencer, er det vigtigt at afspejle firmaets overordnede budskab straks i modtagelsesområdets design.


Firmaets DNA

"Receptionsområdet giver det første indtryk af en virksomheds profil. Signaler, der udsendes her, kan være med til at påvirke kundens bevidsthed omkring firmaets historie, produkter, miljøpolitik, åbenhed og kommunikationsevner.

Som virksomhed har man derfor mulighed for at skabe interesse og drage kunderne allerede her – også selv om de i første omgang måske kun kommer i receptionen," siger indretningsarkitekt Anne Reinholdt, Anne Reinholdt Design.

 



Virksomhedens slogan´Vi skaber balance´ pryder desken i receptionsmiljøet, som
Anne Reinholdt og Kinnarps har indrettet for det danske revisions- og rådgivnings-
firma Beierholm.



Som erfaren indretningsarkitekt og designer er hun specialist i at sætte sig ikke blot ind i kundens behov, men prøve at finde ind til virksomhedens DNA. Før Anne Reinholdt sidste år åbnede sit eget rådgviningsfirma, arbejdede hun i en årrække hos Europas største producent af kontormøbler Kinnarps.

"Er der noget i virksomhedens DNA, der inspirerer mig i formgivningen, valg af materialer, transparens og bevægelsesmønstre? Bør virksomhedens måske mangeårige historie fortælles, fordi den vidner om styrke, loyalitet og udvikling, eller er det rettere den unge nyopstartede virksomheds åbne og kommunikative arbejdsproces, der skal være i fokus?

Er der af sikkerhedsmæssige og fortrolige årsager behov for at bremse kunden i receptionen, eller skal virksomhedens besøgende tværtimod ledes videre på egen hånd - det sidste har betydning for, om der er behov for personalebetjent skranke eller ikke," forklarer Anne Reinholdt.


Hjemligt touch 

Det store antal boligprogrammer, der i disse år har bredt sig til de fleste TV-kanaler, har bidraget til at skabe stigende interesse for bolig, indretning, og arkitektur, hvilket igen har smittet af på designet på arbejdspladsen.

"De seneste år har vi set en større tendens til at blødgøre det formelle receptions- og ankomstområde med hjemlige loungemøbler, stoflighed og varme, ligesom hele arbejdspladsen har fået et mere hjemligt touch," siger Anne Reinholdt.
 

 



"Signalerne, som receptionsrummet udsender, kan bidrage til at påvirke kundernes
bevidsthed omkring virksomhedens historie, produkter, miljøpolitik, åbenhed samt
kommunikationsevner," siger designer og indretningsarkitekt Anne Reinholdt.



"Digitaliseringen samt udbredelsen af den aktivitetsbaserede arbejdsplads med alle sine alternative indretninger til arbejdsdagens forskellige funktioner har skubbet med på udviklingen. At arbejde og fritid smelter sammen på den måde, afspejles også i receptions-rummets indretning og design, der ofte vil emme af varme, transit, kommunikation, transparens og åbenhed."

Anne Reinholdt tilføjer, at det som udgangspunkt er vigtigt at finde ind til og definere, hvor stor betydning arkitekturen har eller skal have for virksomhedens profil, og i hvor høj grad interiøret skal designes med udgangspunkt i arkitekturen.


Budskaber

"Jeg vil som uddannet arkitekt altid tage hensyn til de givne lokaliteter, men der er forskel på, om der er tale om et mindre firma, der bor til leje blandt andre virksomheder i en større kontorejendom, eller en stor virksomhed, som flytter ind i et nybygget arkitekttegnet og strategisk placeret domicil.

Virksomheden kan også have haft til huse i samme gamle bindingsværksejendom siden dens opstart for århundreder tilbage, hvilket leder til et helt andet udgangspunkt.

Først som sidst er det vigtigste at huske på, når det gælder indretning af firmaets reception og indgangsparti, at rummet og arealet er og bliver virksomhedens ansigt udadtil. Det er her, at man har de helt store muligheder for at vise virksomhedens DNA og signalere de også strategisk rigtige budskaber," understreger Anne Reinholdt.  ●

                                                                                                                                                                                        

 

Læs mere her:
Mmj.com.au: Office layout tricks for an impressive reception area
Officesnapshots.com: Reception/waiting area
Pinterest.dk: Office reception areas

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo