Lokalebasens Tour de MIPIM-trikots ´recycler´ i ukranisk hjælpeprojekt

Lokalebasens Tour de MIPIM-trikots ´recycler´ i ukranisk hjælpeprojekt

24
mar
2023
Steen Uno
Lokalebasen.dk samlede et rekordstort felt på 48 deltagere, fire hjælperyttere samt to førerbiler ved sit traditionsrige Tour de MIPIM i Cannes. Overskuds-trikots skaber glæde i et støtteprojekt i den lokale cykelklub i ukrainske Lviv.
24
mar
2023
Steen Uno


 

 

 

 
Også i år bliver der en pæn stabel cykeltrikots i overskud fra Lokalebasen.dks populære cykelevent Tour de MIPIM, som den danske udlejningsportal hvert forår afvikler på sidstedagen af ejendomsbranchens årlige træfpunkt i Cannes.

De tiloversblevne cykeltrøjer er populært og eftertragtet gods hos de unge landevejs- og baneryttere i Lvivs lokale cykelklub, der endda er repræsenteret med en talentfuld rytter på Ukraines juniorlandshold.

"Midlerne er af kendte grunde ikke særlig store netop nu. Ikke alle har råd til udstyr, og for at gøre de unge cykelhåbs hverdag lidt lettere i en svær tid, ønsker vi at hjælpe de unge sportsfolk," siger Jakob Dalhoff, CEO hos Lokalebasen.dk.

Den danske direktør, der har boet i Lviv siden 2018, har siden februar 2022 engageret sig personlig i en række forskellige støtteprojekter og hjælpeaktioner for sine krigsramte, nye landsmænd. 


Varm håndsrækning

Senest har Jakob Dalhoff stået i spidsen for at sende 25.000 par Thermopad fodvarmere ud til den ukrainske hærs ydre frontlinjer, og på sociale medier hylder taknemmelige soldater den velkomne håndsrækning.

Og med gode danske venners hjælp har han i vintermånederne forsynet forarmede flygtningefamilier, der har måttet opgive deres hjem i Ukraines østlige udbombede byer og egne, fornødenheder som vaske- og køkkenmaskiner m.v. i de sparsomme husly i Lvivs udkant.    

 



Lokalebasens tiloversblevne MIPIM-cykeltrøjer er populært, eftertragtet gods blandt
de unge landevejs- og baneryttere i Lvivs lokale cykelklub, som har en rytter på det
ukrainske juniorlandshold.

 


"Netop nu er vi nogle stykker, der i regi af den danske hjælpeorganisation kOLO Nordic, finder donationer og indsamler midler ind til blandt andet hospitalsartikler og medicin. En simpel ting som aspirin er stærkt efterspurgt ved fronten," siger Jakob Dalhoff.

"I det konkrete tilfælde er Lviv cykelklubs lovende juniorrytter vokset fra sin banecykel og har derfor brug for en ny, der koster 2.000 USD. De har indsamlet halvdelen, og de sidste penge tænker jeg, at vi nok må ku´ hjælpe til med."


Tour de MIPIM 23

Lokalebasen.dks faste cykelarrangement ved den internationale ejendomsbranches netop vel overståede Cannes-event, Tour de MIPIM, nåede i år rekordtilmelding på 48 deltagere, fire hjælperyttere, to førerbiler samt fire motorcykler til at spærre af for trafikken.

Årets 79 km lange etape gik som altid langs det forårslune Cote d'Azur, før ruten slog op i bjergene, hvor bjergspurterne truede de adrætte deltagere.  

 



Et rekordstort felt på 48 deltagere og fire hjælperyttere gjorde igen i år Lokalebasens
årlige Tour de MIPIM langs Cote d´Azur til d
en fornøjeligste messe-event i Cannes.

 


"Vi havde et helt fantastisk veloplagt og og også rimelig veltrænet klassement, der gav feltet den rigtige kulør og humør, når der var brug for," rapporterer Lokalebasen.dks danske chef og drevne temporytter, Nicklas Havemose-Poulsen. 

Årets MIPIM-ejendomsmesse i Cannes blev med sine 23.000 registrerede deltager en af de mest besøgte nogensinde. I slutningen af 2023 får messen igen sine pendanter i MIPIM New York og MIPIM Asia i Hong Kong.


Hjælp Ukraine

Jakob Dalhoff, direktør for Lokalebasen.dk og den internationale søsterportal MatchOffice med domicil i Lviv, opfordrer danske virksomheder i og uden for ejendomsbranchen til at støtte op omkring de mange aktuelle hjælpeprojekter i ukrainernes overlevelseskamp.  

"Såfremt man kunne have lyst til at bidrage blandt de mange andre gavmilde danskere, er enhver mere end velkommen til at kontakte mig direkte på min mail jd@lokalebasen.dk ...!"  ●

 



Jakob Dalhoff, dir. for Lokalebasen.dk og MatchOffice, med bopæl i Lviv opfordrer
danske firmaer i og uden for ejendomsbranchen til at støtte op omkring de mange
initiativer til støtte for ukrainernes overlevelseskamp.

  


Læs mere her:
Linkedin.com/jakobdalhoff: A huge thank you from the many soldiers

Linkedin.com/jakobdalhoff: A few months ago I visited a number of refugee families
Kolonordic.dk: Vil du være med til at sikre Ukriane den rigtige hælp i deres frihedskamp
Linkedin.com/lokalebasendk: Tour de MIPIM 2023

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo