Skjult bag træ og aluminium: Parkeringshus undercover i Nordhavn

Skjult bag træ og aluminium: Parkeringshus undercover i Nordhavn

09
mar
2023
Steen Uno
Camoufleret bag en fængende facademosaik af træ- og aluminiumsplader hæver Nordhavns ny P-hus Orient Plads de æstetiske barrer og standarder for de ofte stereotype gråtriste parkerings-huse med synlige niveauer.
09
mar
2023
Steen Uno

  

 

 

 

 
Spektakulært gemt af vejen bag en spændende mosaik af et par tusind plader af træ og genbrugsalu åbnede Nordhavns ny parkeringshus sine seks etager med 430 båse midt i julemåneden.  

P-hus Orient Plads eller Trælasthuset, tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, har solceller, grøn bevoksning og LED-lys på taget og tilføjer endnu en iøjnefaldende og bæredygtig brik til Nordhavns dynamiske grønne omstilling.

Det nye parkeringshus på Orientkaj har strategisk kilet sig ned mellem M4 metrolinjens endestation af samme navn og Østre Landsrets nyindrettede bygning på Trælastholmen. 

I stueetagen, der rummer 10 ladepladser til elbiler, er der afsat plads til kommende dagligvarebutik a la den Netto, som snarrådig stjal sig fodfæste hos kollegaen P-hus Lüders få hundrede meter derfra.   


Grøn profil

"For By & Havn er det helt centralt, at områderne, vi udvikler, hænger naturligt sammen og fungerer, men også at de bidrager til en grøn omstilling.

Nordhavn har fået et nyt p-hus med en bæredygtig profil, som kan understøtte vores fokus på at udvikle ressource- og energivenlige bydele," siger Anne Skovbro, CEO hos By & Havn.


 



Nordhavns ny P-hus Orient Plads hæver de æstetiske barrer og standarder for de tit
stereotype gråtriste parkeringshuse.                        Fotos: Vilhelm Lauritzen Arkitekter
 

 


Oprindelig skulle p-husets facade-aluminium have været suppleret med bæredygtige, lydabsorberende korkplader, men det viste sig problemfyldt at få dem brandgodkendt. 

Installerede kameraer identificerer og registrerer automatisk brugernes nummerplader ved ind- og udkørsel. Derfor skal man ikke selv registrere sin ankomst som i andre parkeringshuse.


Begejstrer globalt

Verden over har byudviklere, bygningsdesignere og arkitekter m.fl. i de senere år udtænkt og lanceret stadig smartere, bæredygtige og anderledes parkeringshuse og anlæg.

Herhjemme har flere fremtidssikrede løsninger formået at skabe international opmærksomhed - bl.a. Jeudans p-anlæg under Ofelia Plads ved Skuespilhuset eller Dokk1 på Aarhus Havn, Europas største og mest avancerede fuldautomatiske p-anlæg med plads til 972 biler. 


 



JaJa Architects´ præmierede P-hus og Konditaget Lüders i Nordhavn fra 2016 kan
fortsat begejstre globalt med sit aktive byrum og træningsfaciliteterne på taget.
                                                                                                              Foto: JaJa Architects

 


Det samme formåede JaJa Architects´ flot præmierede P-hus og Konditaget Lüders i Helsinkigade i Nordhavn, som blev indviet i 2016 og fortsat begejstrer globalt med sit aktive byrum på taget med faciliteter til træning, ophold og leg.

Samtidig med indvielsen af P-hus Orient Plads i december tog By & Havn første spadestik til endnu et parkeringshus i Nordhavn, P-Hus Nordhavns Plads med beplantet facade, der skal give Aarhusgade-kvarteret yderligere 240 p-pladser.

Netop nu undersøger Københavns Kommune desuden mulighederne for at etablere fire underjordiske p-anlæg i hvert af brokvartererne - i Baggesensgade, på Otto Krabbes Plads, Fridtjof Nansens Plads samt på Strandboulevarden.  ●

 

Læs mere her:
Byoghavn.dk: Nu åbner P-Hus Orient Plads
Berlingske.dk: Parkeringshus med en sjov facade og ambitioner
Vilhelmlauritzen.com: Et karakterfuldt parkeringshus i Nordhavn
Lokalebasen.dk: Ledige parkerings-lejemål i København og andre danske byer 

 

 

 

 

 

 

 

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo