Status på nyt workflow: Hvordan fungerer din hybride arbejdsdag

Status på nyt workflow: Hvordan fungerer din hybride arbejdsdag

29
aug
2022
Steen Uno
Et år efter, at de første medarbejdere begyndte at vende tilbage til deres kontorlokaler igen efter covid-nedlukningerne, tegner der sig et klart billede af, hvordan den nye hybride arbejdsdag har manifesteret sig hos langt de fleste virksomheder.
29
aug
2022
Steen Uno

 

 

 

 

 

Tirsdag er den foretrukne arbejdsdag på kontoret fulgt af onsdag og torsdag - fredag og mandag næppe overraskende tæller som ugens mest eftertragtede hjemmearbejdsdage. 

Tre ud af fire kontorvirksomheder har i dag indført hybride arbejdsløsninger. Halvdelen af disse har fastsat et antal dage om ugen eller måneden, hvor den ansatte skal være fysisk til stede på kontoret.

Halvdelen af globale jobsøgende kontorfolk erklærer at ville afvise tilbud fra en potentiel arbejdsgiver, der ikke er i stand til at tilbyde hybride arbejdsmuligheder. 

Sådan lyder et par markante overskrifter i en status over virksomheders hybride workflows et år efter, at medarbejdere begyndte at returnere til deres arbejdspladser efter et helt år med corona-nedlukninger.    


Best of Both 

I sin ny Campus indviet i april har LEGO Koncernen under titlen Best of Both - det bedste fra arbejdstrivslen derhjemme og den på kontoret - introduceret en hybrid arbejdsform, der tilbyder de ansatte at arbejde tre dage på kontoret og to dage hjemmefra, hvis opgaverne tillader det.  

Husets kontormiljøer og arbejdsområder er indrettet, så de i første række understøtter samarbejde og socialt samvær, og hvor medarbejderne arbejder aktivitetsbaseret og flytter sig rundt afhængig af den konkrete opgave. 


  



Fredag og mandag er ugens mest eftertragtede hjemmearbejdsdage, mens tirsdag

er foretrukne arbejdsdag på kontoret fulgt af onsdag og torsdag.          Fotos: iStock

 


"I en hybrid arbejdsform er det vigtigt, at når man kommer ind på kontoret, er det ikke kun for at opfylde sit eget sociale behov. Det er også fordi, andre har brug for at kunne tilgå en," siger Anne Sofie Fedders, Head of LEGO Way of Working, til Danskindustri.dk.

"Det handler ikke om kun at være dit eget bedste på arbejdspladsen, men også om, hvordan du bliver bedste kollega. Vi har et ansvar for kollektivet. Derfor er det vigtigt med dialog og aftaler i teamet om, hvordan de skal arbejde." 


Fast bestanddel

Ifølge en online-survey fra McKinsey før sommerferien har 58 procent af amerikanske arbejdstagere netop nu mulighed for at arbejde mindst én dag om ugen hjemmefra - 35 procent kan arbejde uden for arbejdspladsen i op til hele ugen.  

Rapporten konkluderer, at virksomhedernes fleksible arbejdsordninger, der implementeredes under covid-pandemien, nu definitivt har manifesteret sig som en fast bestanddel på arbejdsmarkedet. 


 



Ifølge en aktuel McKinsey-rapport har 58% af amerikanske arbejdstagere netop nu
mulighed for at arbejde min. én dag om ugen hjemmefra - 35% kan arbejde uden
for arbejdspladsen i op til hele ugen.   
           

 


Knap 87 procent af amerikanske medarbejdere, som af arbejdsgiveren har fået frihed til at arbejde hjemmefra, honorerer denne mulighed mindst tre dage om ugen.

Unge uddannede ansatte med høje indkomster har de bedste muligheder for at hybrid eller fjernarbejde, mens mandlige medarbejdere tilbydes hyppigere hybridarbejde (61%) end kvindelige (52%), anfører McKinsey-undersøgelsen.


Klare mål

"For at få hybridarbejde til at fungere, har virksomheden, den enkelte afdeling, den enkelte medarbejder brug for at få formuleret nogle tydelige og nøjagtige præstationsmål," siger den svenske arbejdsmarkedsforsker Lena Lid Falkman til Ingenjören.se.

"Når vi har rammer for, hvad der forventes af os for at nå i mål, vil vores kognitive stressniveau uvilkårligt dale, og vores præstationer blive bedre. Der er således både sundheds- og produktivitetsmæssige gevinster at hente."

Hun understreger, at virksomheder bør beslutte rammerne for medarbejdernes hybride arbejdsmuligheder på øverste overordnede plan, så det ikke bliver op til forskellige mellemlederes personlige sym- eller antipatier at sætte barren.  


 



For at hybridarbejdet skal fungere er det vigtigt, at den enkelte medarbejder er helt
det rene med, hvad firmaet forventer præsteret for at nå hjem over målstregen.

 


"Diskutér på koncernniveau, hvilken model der inden for rammerne passer til virksomheden. Hvilke opgaver passer bedst til kontoret, hvilke klares mest effektivt derhjemme, og ved hvilke møder må alle være til stede på kontoret?

Vær opmærksom på ubalancer, undgå A- og B-hold - at nogle får informationer på forhånd eller diskuterer en sag under frokosten, så en beslutning måske allerede er påbegyndt før et fællesmøde.

Alle medarbejdere og teams bør mødes på kontoret mindst en til to gange om ugen. Frist med frisk morgenbrød og gør det lidt ekstra indbydende at møde ind," foreslår Lena Lid Falkman.  ●

 

 

Læs mere her:
Danskindustri.dk: Sådan skaber du en succesfuld og kreativ hybrid arbejdsplads
Mckinsey.com: Americans are embracing flexible work and they want more of it
Bbc.com: The six big things we've learned about hybrid work so far
Northbaybusinessjournal.com: How employees can thrive in a remote or hybrid workplace

 

 

 

 

 

 

 

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo