Verdens smarteste kontorhus indviet i Berlin - tegnet af danske arkitekter

Verdens smarteste kontorhus indviet i Berlin - tegnet af danske arkitekter

22
apr
2020
Steen Uno
Efter tre års byggeri har de danske 3XN Arkitekters nye spektakulære kontorhus Cube Berlin, verdens smarteste kontorbygning, budt velkommen til sine første spændte, forventningsfulde og innovative lejere.
22
apr
2020
Steen Uno


 

 

 

 

Længe før forårets indvielse har forventningerne til den kæmpestore spektakulære bygnings-glasterning på Washingtonplatz straks foran Berliner Hauptbahnhof været mere end skyhøje.

Den fascinerende 42,5 m lange, høje, brede Cube Berlin - tegnet af de danske 3XN Arkitekter, opført af den østrigske ejendomsgigant CA Immo - rummer 19.000 kontorkvadratmeter, der alle er lejet ud forlængst.

3.800 sensorer, 750 Bluetooth-sendere og 140 mobile radioantenner styrer verdens mest intelligente kontorhus, som blandt et hav af tekniske finesser og finurligheder konstant opdaterer, hvor mange mennesker, der opholder sig i bygningen og hvor.

Et smart netværk af godt 100 digitale komponenter kommunikerer til og danner et centralt operativsystem, der styrer al it - adgangs-kontrol, elevatorteknik, konference-services, klima- og sikkerhedsforhold m.v. - det hele forbundet og styrbar via en enkelt app.


Sund og bæredygtig

"Vi har ønsket at skabe en bygning, der vil bidrage til at aktivere pladsen, interagere med byrummet omkring den, engagere de forbi-passerende og samtidig levere de allerbedste kontorpladser.  

Cube Berlin viser de nyeste løsninger inden for smarte bygninger. Kontorhuset kombinerer banebrydende design med brugerkomfort og understreger, at god arkitektur og sunde, produktive arbejdspladser sagtens også kan være bæredygtige," siger Torben Østergaard, partner hos 3XN.


 



Et avanceret it-netværk danner et operativsystem, der - via en enkelt app - styrer al
digital infrastruktur i den nyindviede, dansk-designede kontor-Cube i Berlin. 

 


Kontorhusets mange fremtidige brugere vil interagere med bygningen via en app, der bidrager til at indsamle individuelle data for at forbedre energioptimeringen og reducere unødvendige omkostninger til drift og vedligeholdelse.   

Kontorhusets energiforbrug klarer fint at holde sig hele 25 procent under de tyske energisparekrav. Halvdelen af Cube Berlins samlede primærenergi genereres direkte via varmegenvinding og tagfladens solcellesystem.


Vinderprojekt

Allerede i 2009 tegnede 3XN Arkitekterne Berlins nyindviede tilløbsstykke, der dengang vandt en konkurrence. Finanskrisen endte med at udskyde byggestarten til 2017, hvor fem store lejere - Deutsche Bahn samt et par advokat- og rådgivningsfirmaer - hurtigt bød ind på de 10 attraktive kontoretager. 

Gennem 1.800 store gulv-til-loft vinduer kan den ny bygningsskulpturs kommende kontormedarbejdere glæde sig over udsigten til nogle af den tyske hovedstads kendte vartegn - Tiergarten, Kanzleramt, Reichstag m.fl. - ligesom de kan nyde husets naturlige dagslys, indeklima, solafskærmning samt udendørsterrasser på alle etager.


 



Ud over masser af naturligt dagslys gennem de 1.800 store gulv-til-loft vinduer kan
kontorhusets mange nye brugere nyde udsigten til flere af Berlins kendte vartegn.                                  

 

 

Cube Berlin har kostet omkring 750 mio., kr. at opføre. De indbydende kontoretager er alene forbeholdt etagernes medarbejdere - kun i stueetagen vil offentligheden have adgang til en række caféer og restauranter.

3XN Arkitekter og CA Immo håber i fællesskab på, at Berlins ny ´kontorterning´ vil få prestigefuld DNGB-guld eller platincertificering som bevis på, at bygningen opfylder en række meget høje kriterier inden for miljømæssige, økonomiske, sociale, tekniske og proces-mæssige kvaliteter.  ●

 

 

Læs mere her:
3xn.com: Europe's Smartest Multi-tenant Office
Morgenpost.de: Cube Berlin - Europas schlauestes Gebäude geht in Betrieb
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo