Robotterne kommer - også til dit kontor

Robotterne kommer - også til dit kontor

16
jun
2016
Steen Uno
Kunstig intelligens er i fuld gang med at ind- og overtage dit kontor - og dermed nedlægge kvalificerede jobs på formentlig langt de fleste danske arbejdspladser.
16
jun
2016
Steen Uno

   

 





Bank of Englands cheføkonom skabte sidste vinter betydelig opmærksomhed ved at hævde, at robotter inden for de næste to årtier kan forventes at ville overtage over halvdelen af alle jobs fra den engelske og amerikanske arbejdstyrke.

En spådom, der uvilkårlig vil komme til at resultere i tab af rundt regnet 15 mio. britiske og 80 mio. amerikanske jobs.

Herhjemme fulgte fagforbundet HK og tænketanken Kraka op ved at forudsige, at 800.000 jobs på det danske arbejdsmarked i samme tidsrum sandsynligvis også vil blive overtaget af computere og robotter.

En lignende analyse fra efteråret 2015 fra den uafhængige danske tænketank Cevea viste, at 876.000 danske job i løbet af de næste 20 år risikerer at blive overtaget af robotter og computere.


Kontoransatte i farezonen

I farezonen er ikke længere kun industriens arbejdpladser, men i fortsat stigende omfang også adskillige jobs inden for de videnstunge erhverv.

Inden for ganske kort tid har således en lang række kontoransatte al mulig god grund til at begynde at frygte for også deres eget job - heriblandt advokater, revisorer, lægesekretærer og journalister.

Eksperter vurderer således, at allerede i 2025 kan op til 90 procent af alle medienyheder forventes at blive skrevet og leveret af maskiner.

I medicinalindustrien har farmaceuter i mange år været blandt de mest respekterede og højeste betalte faggrupper, men nu truer kunstig intelligens, apps og robotteknologi med at overflødiggøre de fleste farmaceuter.

Situationen har bl.a. fået de amerikanske apotekers fagorgan til at advare mod en potentiel overflod af 40.000 nyudklækkede farmaceuter i 2021 som følge af ´bionic´ konkurrence.

"Allerede i dag er det muligt at automatisere en stor del af det arbejde, som eksempelvis advokatsekretærer udfører, qua automatisering af databaser, automatisk journalisering og udskrivning af memo’er, breve etc.," sagde analysechef Frank Skov ved sin præsentation af danske Ceveas opsigtsvækkende undersøgelse.


Administrative robotter

Ifølge en ny undersøgelse foretaget i foråret 2016 af Epinion for revisions- og rådgivnings-virksomheden Deloitte forventer mere end hver fjerde dansker at sige farvel til arbejdsopgaver som følge af ny teknologi.

Mest markant er automatiserings-bølgen i den finansielle sektor, hvor 38 procent allerede har måttet afgive manuelle arbejdsopgaver, mens hele 60 procent imødeser, at det samme vil ske for dem inden for de kommende fem år.

"Aktuelt ser vi en massiv bølge af automatisering på de danske arbejdspladser - også på kontorerne, hvor administrationen overtages af avanceret software," siger Dorthe Keilberg, ekspert i effektivisering og partner i Deloitte.

"Adskillige store virksomheder er p.t. i gang med pilotprojekter, hvor administrative robotter overtager manuelt kontorarbejde.

Hidtil har resultaterne vist sig yderst lovende. Teknologien kan tydeligvis bidrage til at spare mange penge, som i stedet kan bruges til at forbedre kundeservice og kvalitet."


Udstrakt skepsis

Ifølge Deloittes nylige undersøgelse forventer 60 procent i den finansielle sektor, bank og forsikring, at hele eller dele af de adspurgtes arbejde inden for de næste fem år vil blive automatiseret gennem nye it-systemer eller ny teknologi.

En udstrakt skepsis, som deles af andre danske brancher - bl.a.:

● Medier, information og kommunikation: 37 procent
● Ejendomshandel, ejendomsadministration og udlejning: 35 procent
● Offentlig sektor, stat, kommuner, undervisning, politi og sundhed: 27 procent

Der er således rigtig god grund til at mærke sig Microsoft-mogul Bill Gates samt andre kyndige eksperters advarsler om, at den kunstige intelligens nok er interessant teknologi - men at den kan give nogle uhyggelige ´sidegevinster´:

"It's time to really start worrying about a robot takeover ...!"

Magasinet

 


Læs mere her om robotternes fremmarch mod dit kontor:
DR2 Deadline 27.05.2016: Hvor langt er vi fra, at robotter for alvor gør indtog på arbejdspladserne
Finans.dk: Martin Thorborg i ny satsning: Vil erstatte revisorer med robotter
Computerworld.com: Get ready for your new co-worker - the robot
CNN.com: Smart robots could soon steal your job

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo