I forbindelse med valg af kontorer i Hvidovre vil faktorer så som udvikling være interessant i forhold til indtægtsmuligheder og vækstpotentiale, og Hvidovre er i udvikling, især på erhvervsområdet. Hvidovre Kommune undersøger i 2016-2017, om en meget omfattende udvidelse af Avedøre Holme kan realiseres. Det betyder, at erhvervsområdet Avedøre Holme i 2035 kan være blevet næsten dobbelt så stort, som det er i dag. Den udvikling kan blive til virkelighed, fordi Københavns Kommune har tilbudt at deponere op mod 25 millioner kvadratmeter jord fra blandt andet metrobyggeriet i København på Avedøre Holme. Det vil kunne betyde en udvidelse af det store erhvervsområde med omkring 3.200.000 kvadratmeter ud for områdets sydlige del. Hvidovre Kommune har efter henvendelsen fra Københavns Kommune fået udarbejdet en analyse af COWI, der beskriver det enorme projekt. På baggrund af COWI-analysen har kommunalbestyrelsen godkendt, at der gives en anlægsbevilling på 2,5 millioner kroner til at igangsætte et forarbejde, der skal kortlægge udvidelsen af Avedøre Holme, herunder hvilke fordele, ulemper, gevinster og risici, projektet indeholder, herunder hvordan udvidelsesarbejdet vil påvirke områdets infrastruktur. Hvidovre Kommune har i forvejen stort fokus på at udvikle Avedøre Holme til et af landets mest attraktive erhvervsområder, og hvis kommunen med den forslåede jorddeponering kan gøre området næsten dobbelt så stort, vil det give plads til masser af nye virksomheder, som kan bruge den enestående placering tæt på hovedstaden til vækst og udvikling. Udover at hjælpe Hovedstadsregionen med at komme af med overskudsjorden, så vil det mulige udvidelsesprojekt også være med til at styrke den regionale kystsikring på ikke bare Avedøre Holme, men også i Kalveboderne og det indre København. Endelig vil et næsten fordoblet erhvervsareal have store økonomiske muligheder for Hvidovre Kommune. Ifølge COWI’s foreløbige estimat vil etableringen af det nye område af Avedøre Holme koste omkring 600 millioner kroner, men det kan dækkes af de indtægter, Hvidovre Kommune vil få for at tage imod jorden fra eksempelvis Københavns Kommune.